Matas kæmper for at holde gang i salget
Butikskæden Matas er under pres, men vælger nu at forkæle aktionærerne.
Matas igangsætter et tilbagekøbsprogram af aktier på 125 mio. kr.
Det oplyser den danske butikskæde i forbindelse med offentliggørelsen af sit regnskab for de første seks måneder af det forskudte regnskabsår 2015/16.
Et regnskab, der nok engang viser, at Matas - trods forkælelsen til aktionærerne - er under pres.
Matas omsatte for 1,609 mia. kr. i første halvår mod 1,619 mia. kr. i samme periode året før. Det svarer til et fald på 0,6 pct. Resultatet før skat blev på 206,7 mio. kr., hvilket er 25 mio. kr. mere end i første halvår 2014.
Således er det lykkes Matas at løfte indtjeningen en smule i et marked, der, med adm. direktør Terje Lists egne ord, er »udfordrende på grund af en fortsat afdæmpet købelyst blandt forbrugerne.«
Matas, der har 292 butikker landet over og en webshop, fastholder forventningerne til året med en omsætning på 3,45 mia. kr. og en EBITA-margin på omkring 17 pct. Det er kun en måned siden, at selskabet nedjusterede begge parametre.
Ifølge Terje List er salget af selektiv kosmetik og produkter på helseområdet stigende, men bliver delvist modsvaret af en nedgang i salget af hverdagsprodukter til personlig pleje. Han hæfter sig ved, at Matas' like-for-like-vækst (vækst i egne butikker sammenlignet med året før) i første halvår er steget med 0,3 pct.
Samtidig noterer han sig, at kundeklubben Club Matas fortsætter sin nettofremgang og nu har knap 1,6 mio. medlemmer.
»Gennem en nyudvikling og acceleration af vore væsentligste vækstdrivere, herunder Club Matas, Matas' webshop og butiksnettet arbejder vi målrettet for at skabe fornyet langsigtet vækst. Samtidig er det glædeligt, at vi skaber pengestrømme, så vi kan igangsætte et betydeligt aktietilbagekøbsprogram,« siger Matas-direktøren.
Aktietilbagekøb betyder, at ledelsen leverer penge retur til aktionærerne ved at opkøbe egne aktier.
Matas - en sammenskrivning af Materialisternes Aktieselskab - blev grundlagt i 1949 og børsnoteret i juni 2013 af kapitalfonden CVC. Siden da er selskabets aktie blot steget med 11 pct., mens det samlede danske aktiemarked i perioden er buldret frem med næsten 80 pct.
Tabel over Matas' regnskabet for andet kvartal af 2015/16:
| Mio. kr. | 2. kvartal 2015/2016 | 2. kvartal 2014/2015 |
|---|---|---|
| Omsætning | 783,2 | 792,6 |
| Bruttoresultat | 366,9 | 372,8 |
| EBITA | 123,0 | 125,3 |
| Resultat før skat | 93,6 | 89,4 |
| Nettoresultat | 71,3 | 65,8 |

