Global økonomi: Den spirende optimisme er vendt til pessimisme
Både topchefer og økonomer ser dystert på den økonomiske udvikling i det kommende år. Den ønskede vækst er ikke til at se forude.
Det, der omsider skulle have resulteret i et ordentligt opsving, endte i 3. kvartal med at bevæge sig i den stik modsatte - og gale - retning. Og den spirende optimisme, der måtte være, er nu afløst af pessimisme, lyder udmeldingerne fra en række kilder, som Finans har talt med.
Eksempelvis er man hos pumpeproducenten Grundfos meget skeptisk over for den retning, som verdensøkonomien bevæger sig i:
»Verden er besværlig i øjeblikket. Man snakker om, at vi er på vej ud af krisen. Joh, det er der måske noget om, men selv om det ikke er som i 2008/2009, er det globale forretningsklima besværligt,« siger Mads Nipper, adm. direktør i Grundfos.
Samme dystre billede tegner Christian Frigast, adm. partner i kapitalfonden Axcel, der qua sine ejerskaber har føling med omkring 15 virksomheders udvikling:
»Det generelle billede er, at væksten doesn’t come easy. Det er lavvækst, vi kigger ind i, så jeg er ikke specielt optimist,« siger han.
Cheføkonomen fra State Street Global Advisors Chris Probyn er i disse dage på roadshow i Europa, hvor han med egne ord næsten skal uddele antidepressiver efter sine indlæg.
»Nogle økonomer bliver ved med at sige, at næste år bliver det meget bedre. Men det gør det ikke. Hvis jeg tager fejl i mine prognoser, er det fordi, jeg er for optimistisk,« siger han.
Hos den kapitalstærke vækstvirksomhed Google, der lever af virksomhedernes annoncekroner, mærker man ofte, når stemningen svinger.
»Der kan være lidt afmatning i verdensøkonomien, men det er som regel gynger og karruseller. Noget går ned, mens andet går op,« siger Peter Friis, direktør for Google i Norden og Benelux.
Ifølge Mads Nipper fra Grundfos skal man være forberedt på, at perioden med lavvækst rækker længere ud end 2016:
»Vi skal bare se i øjnene, at det vil stå på i flere år.«
Hos A.P. Møller - Mærsk har man via en nedjustering på 4 mia. kr. og sparerunder i både Maersk Line og Maersk Oil signaleret, at man også regner med trange tider i 2016. Noget som adm. direktør Nils Smedegaard bekræftede i forbindelse med seneste kvartalsregnskab.


