Fortsæt til indhold

Vestas-chef: Det ændrer intet, hvis Mitsubishi sætter sig tungt på havmølleforretningen

I 2016 har Mitsubishi ret til at øge sin ejerandel i Vestas' tidligere havmølleforretning til 51 pct. Men foreløbig har parterne ikke drøftet, om det kommer til at ske, siger Vestas-topchef Anders Runevad.

Erhverv

Om Vestas ejer 50 pct. eller 49 pct. af selskabet MHI Vestas Offshore Wind (MVO), som i dag huser vindmøllegigantens havmølleforretning, er ikke noget, der får Vestas-topchef Anders Runevad til at ligge søvnløs om natten.

Som jeg har sagt før, så er aktionæraftalen intakt uanset hvad, og vores muligheder for at påvirke joint venture-forretningen vil fortsat være de samme.
Anders Runevad, adm. direktør i Vestas

»Det er faktisk ikke noget, som optager mig,« siger Anders Runevad.

I dag ejer Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries hver 50 pct. af MVO, efter at Mitsubishi (MHI) i 2013 købte sig ind i Vestas’ skrantende havmølleforretning for 2,2 mia. kr.

I forbindelse med handlen fik den japanske industrigigant forhandlet sig frem til, at man kan overtage yderligere 1 pct. af MVO. Om det også er, hvad der kommer til at ske, har Runevad ikke noget bud på her og nu.

»Vi har ikke haft en diskussion med Mitsubishi omkring dette,« siger den svenske Vestas-chef.

Tidligere er det kommet frem, at MHI agter at gå målrettet efter at øge sin ejerandel med den ekstra procent, som i hvert på papiret giver selskabet serveretten i MVO-samarbejdet. Men i hverdagen vil det ikke ændre noget, lyder meldingen fra Vestas-lejren.

Når alt kommer til alt, så er det jo aktionæroverenskomsten, der afgør, hvem der har noget at skulle have sagt.
Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets

»Som jeg har sagt før, så er aktionæraftalen intakt uanset hvad, og vores muligheder for at påvirke joint venture-forretningen vil fortsat være de samme. Så om MHI udnytter optionen, har intet at gøre med driften af MHI Vestas Offshore Wind overhovedet,« siger Anders Runevad, der i dag er næstformand i det fælles havmølleselskab.

I finanskredse fylder spekulationerne omkring ejerfordelingen i havmølleforretningen ikke meget.

»For Vestas er det mere vigtigt, om man fortsat har foden indenfor. Og det har de både med en ejerandel på 50 pct. og 49 pct.,« siger Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

Direkte adspurgt tror han ikke, at Mitsubishi vil udnytte optionen.

»Når alt kommer til alt, så er det jo aktionæroverenskomsten, der afgør, hvem der har noget at skulle have sagt,« siger Michael Friis Jørgensen.

Vestas oplyste i forbindelse med milliardhandlen i 2013, at Mitsubishi kan ændre »ejerskabsfordelingen til 51 pct. til MHI« i april 2016«.

Artiklens emner
Vindmølleindustrien