Fortsæt til indhold

Tidligere Berlingske-direktør bliver formand for nyt mobil-medie

Mark Hammerich, tidligere marketingdirektør i Berlingske Media, får nu ansvaret for at skaffe 10.000 abonnenter til det nye medie Føljeton.

Erhverv

Det bliver den tidligere marketingdirektør i Berlingske Media, der får ansvaret for at nå målet om 10.000 betalende abonnenter hos det nye mobilmedie Føljeton. Føljeton har netop udpeget Mark Hammerich som bestyrelsesformand, melder mediet i en pressemeddelelse.

Mark Hammerich var gennem otte år medlem af koncerndirektionen i Berlingske Media, inden han i oktober blev fyret sammen med tre andre koncerndirektører som led i ejeren De Persgroeps pågående omstrukturering af Berlingske Media.

Mobilmediet Føljeton, der gik i luften med en beta-udgave i begyndelsen af november, har kaldt sig selv "Weekendavisen på mobil" og stiler efter at fange især de yngre og mere højtuddannede mediebrugere, der gerne vil betale 49 kr. om måneden for den digitale nyhedsdækning.

Det erklærede mål er at nå 10.000 betalende abonnenter på tre år. Et mål, som bl.a. Mads Hammerichs tidligere topchef, Lisbeth Knudsen, har vurderet som meget optimistisk i en branche, hvor alle lige nu kæmper for at konvertere gratisbrugere til betalende kunder.

Føljeton fik i juli fik 4,4 mio. kr. i innovationsstøtte fra Medienævnet. Samtidig har Føljeton, ifølge mediet selv, hentet 3 mio. kr. fra private investorer, der dog endnu ikke er sat navn på endnu.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Mark Hammerich, men i presssemeddelelsen udtaler han:

»At magasinet (Føljeton, red.) er udviklet fra grunden til mobilen, tror jeg gør, at det vil ramme plet i Facebook-generationen og give nysgerrige læsere mulighed for bedre at forstå, hvad der virkelig sker i verden omkring os. Der er et stort potentiale i Føljeton, som skal omsættes til en sund medievirksomhed med gennemslagskraft, der formidler på en ny måde.«

Artiklens emner
Føljeton
Mark Hammerich