Fortsæt til indhold

Slaget om Stylepit nærmer sig sit højdepunkt

Tirsdag viser det sig, om Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen scorer aktiemajoriteten i Stylepit.

Erhverv

Afgørelsens time venter om hjørnet for en af detailhandlens store cliffhangere.

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen har i flere måneder bejlet til aktionærerne i den netbaserede modebutik Stylepit, og tirsdag kl. 16.00 udløber hans tilbud om at opkøbe deres aktier til 20 øre stykket.

Nicolai Kærgaard, der i 2000 var med til at stifte firmaet under navnet Smartguy, har tidligere sagt ja til at sælge sine aktiver til Holch Povlsen, der dermed når op på 48,57 pct. af aktierne i Stylepit. Købstilbuddet er imidlertid betinget af, at Holch Povlsen opnår en aktiemajoritet på over 50 pct.

Det mål har han sandsynligvis allerede nået, vurderer investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

»Inden for de sidste 14 dage har aktien været handlet ned til 19 øre. Det er ikke urealistisk, at han har benyttet lejligheden til at købe flere aktier op til en kurs, der ligger under hans bud,« siger han.

Tirsdag formiddag har budt på aktiehandel for ca. 400.000-500.000 kr. til en kurs på 19,7. En mindre del er solgt til en kurs på 19,5, og det undrer Per Hansen.

»Det er bemærkelsesværdigt, at nogle har solgt aktier til under den pris, Holch Povlsen byder. Det betyder ikke, de har smidt penge ud af vinduet, for de kan være nervøse for, at han vil trække sit bud, eller at han ikke når over de 50 pct. Det har ellers ligget i kortene, at det er meget lidt sandsynligt,« siger han.

Tovtrækkeriet om Stylepit har stået på, siden Anders Holch Povlsen afgav sit købstilbud midt i september. Da deadline oprandt den 21. oktober var det imidlertid ikke lykkedes at lokke aktier nok ud af aktionærerne. Tøjmilliardæren forlængede sit købstilbud med det fortsatte forbehold, at der ikke ville ske noget afgørende, som ændrede forudsætningen for købstilbuddet.

Da Stylepit for en uge siden opgjorde sit regnskab, blev forventningen til omsætningen for 2015/2016 fastholdt til et niveau på omkring 350 mio. kr. og et beskedent men positivt EBITDA. Dermed burde regnskabet ikke spille ind i, om Bestseller-ejeren vil fastholde sit bud, vurderer Per Hansen.

I det forrige regnskab kom Stylepit ud med et underskud på 52,6 mio. kr. og et fald i omsætningen på 22,5 pct. Modeselskabet har lidt under, at store konkurrenter fra udlandet har ædt sig ind på det nordiske marked. Zalandos omsætning for tredje kvartal i år steg med 42,2 pct. til 713 mio. euro, svarende til 5,3 milliarder kroner. Svenske Boozt forventer en omsætning på 1 mia. kr. i 2015.

Artiklens emner
Bestseller
Stylepit