Advarsel: Din nye bil sladrer om dig, og den har rigeligt at fortælle
Bilfabrikanterne vil få adgang til store mængder data om bilisternes kørselsadfærd uden deres samtykke. Det bekymrer FDM.
Moderne biler kigger os over skulderen, når vi kører.
De kender til de sidste 100 steder, vi har parkeret, hvornår vi bremser hårdt op, og hvor vi skal hen, og den information sendes direkte videre til bilproducenterne, som kan holde øje med, hvad vi foretager os på vejen.
Det viser en ny, teknisk undersøgelse af moderne diesel- og plugin-hybridbiler, som de europæiske bilorganisationers paraplyorganisation, FIA, har foretaget.
De nye biler med internetopkobling og trådløs overførsel fylder endnu ikke meget på de danske veje, men dataindsamlingen er en naturlig del af fremtidens intelligente smartphones på fire hjul, der rammer Danmark inden for de næste få år.
Det bekymrer FDM, der nu vil have lovgivning på området, som kan beskytte bilisterne mod videresalg af deres data.
»Bilerne vil i al ubemærkethed sende data til bilproducentens registre, og det stiller forbrugerne i en kritisk situation, da man ikke ved, hvem der kan købe sig adgang til disse data. Vi har hørt debatten før i forbindelse med internettet, mobiltelefoner og særligt Facebook, men for mange er det overraskende nyt, at deres bil indsamler data, der sendes videre til producenten, og som yderligere kan sælge dem videre til en tredjepart uden, at bilisten ved eller giver samtykke til dette,« siger Torben Lund Kudsk afdelingschef i FDM.
Det kan eksempelvis blive dyrt for forbrugeren, hvis mekanikeren ikke vil lade en skade gå under garantien, fordi værkstedet kan se, at bilen har kørt i for høje omdrejninger. Forsikringsselskaber og Skat kan også have interesse i data fra bilisterne, mener FDM.
Forsikringsselskaber som Alm. Brand, Tryg og Top Danmark er allerede på egen hånd i gang med forsøg med at overvåge kundernes kørselsmønstre gennem små bokse i kundernes biler. Informationerne vil selskaberne bruge til at fastsætte den enkelte bilists risiko og dermed pris.
FDM's største bekymring er imidlertid, at det bliver vanskeligt for værksteder, der ikke er tilknyttet bilimportøren, at få lov at lave fejlfinding og reparationer på bilen. Det begrænser konkurrencen og kan i sidste ende betyde langt højere priser for forbrugeren.
»Der er uden tvivl mange fordele ved, at bilerne bliver mere intelligente. Det kan eksempelvis spare bilejeren for irriterende nedbrud eller sikre mere smidig trafik. Knap så positivt vil det være, hvis man ikke kan vælge, om tredjeparter må købe sig adgang til viden om ens færden, eller at man ikke kan vælge, hvor man vil have repareret sin bil, fordi bilproducenten ejer al data og reelt er den eneste, der kan finde fejlen på bilen,« siger Torben Lund Kudsk.

