Nordic Shipholding opjusterer forventningerne til 2015
Nordic Shipholding nød godt af højere gennemsnitlige tankrater i tredje kvartal, hvor bundlinjen vendte fra minus til plus.
Resultatet efter skat vendte til et overskud på 8,6 mio. dollar fra et tab på 1,2 mio. dollar i samme periode sidste år. TCE-omsætningen (Time Charter Equivalent) steg til 9,8 mio dollar fra 6,1 mio. dollar, endelig blev driftsresultat forbedret til 9,4 mio. dollar fra et underskud på 0,3 mio. dollar sidste år.
- Udviklingen i tredje kvartal var bedre end forudset primært på grund af tilbageførslen af en nedskrivning på 5,8 mio. dollar, samt højere TCE-rateindtjening fra skibene i Handytanker poolen, skriver Nordic Shipholding i sit kvartalsregnskab.
Nordic Shipholding opjusterer sine forventninger til 2015 og venter nu et driftsresultat på EBITDA-niveau på 16-19 mio. dollar og et resultat før skat på 13-15 mio. dollar.
Tidligere ventede selskabet et EBITDA-resultat på 15-18 mio. dollar samt et overskud før skat på 5-8 mio. dollar.
Den tilbageførte nedskrivning gjaldt skibe, der er del af Handytanker poolen.

