Næsten hver tiende dansker har lejet feriehjem af private
Det er populært at leje sig ind hos private på rejser til udlandet for eksempel gennem Airbnb.
Muligheden for at leje sig ind på et privat værelse eller i et hus, når der skal holdes ferie i udlandet, er populært blandt danskerne.
Næsten ni pct. af danskerne har købt privat-til-privat overnatning i udlandet via internettet inden for det seneste år. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.
- Det kan være gennem portaler, der formidler leje og bytte af boliger mellem private som for eksempel Airbnb eller HomeAway, eller gennem sociale medier og private hjemmesider, skriver Danmarks Statistik.
Det er især personer 35 og 54 år, som har taget mulighederne for at leje sig ind hos privatpersoner til sig, og det sker især på udlandsrejser.
De private indkvarteringer er dog ikke i nærheden af at være lige så udbredte som mere traditionelle overnatningsformer som hoteller og campingpladser.
42 pct. har inden for det seneste år booket sig ind på et hotelværelse eller campingplads via nettet.
Undersøgelsen bygger på cirka 5.500 interview fra marts-maj i år blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-89 år.

