Udlændinge i stormløb på Strøget
Strøget i København bliver indtaget af udenlandske finanshuse, der handler ejendommene til rekordhøje priser. Usundt, lyder det fra en af landets førende eksperter.
Danskernes foretrukne handelsgader er blevet en brik i et internationalt investeringsspil, hvor udlændinge jagter tårnhøje gevinster. I løbet af få år er Strøget i København blevet indtaget af udenlandske finanshuse, der med milliarder af kroner i ryggen presser priserne op i et niveau, hvor de aldrig har været før.
Finans har kortlagt samtlige ejendomshandler på Strøget i de senere år. Siden sommeren 2013 har udenlandske investorer betalt 8,2 mia. kr. for 30 københavnske strøgejendomme. Ejendomme, som i 2014 blev vurderet til blot 4,8 mia. kr. Lige nu er Strøget så eftertragtet, at det ifølge erhvervsmæglere udgør op imod en femtedel af det samlede marked for investeringsejendomme i Danmark.
Ifølge Finans’ oplysninger er strategien bag mange af investeringerne, at priserne skal fortsætte med at stige, så ejendommene kan sælges med stor fortjeneste efter få års ejerskab. Det skal bl.a. ske ved at trække internationale brands til byen.
Professor i finansiering på CBS Jesper Rangvid har set Finans’ materiale igennem. Han ser tegn på, at det er et højrisikabelt stormløb, som udlændingene har sat i gang på Strøget.
»En ting er, at man som investor kan håbe på, at priserne stiger. Men hvis man baserer investeringen på, at priserne går op, så er det en indikation på, at forretningsmodellen ikke er sund,« siger Jesper Rangvid med henvisning til, at gevinster ved investering i erhvervsejendomme i reglen bliver høstet i form af den løbende lejeindtægt frem for spekulation i prisen på murstenene.
Det, vi ser lige nu på Strøget, er kapitalisme i sin allermest rå form.
En dansk forretningsmand med stort kendskab til Strøget er ikke begejstret for udviklingen. Mads M. Nørgaard, der står bag butikskæden Nørgaard på Strøget og selv er medejer af flere ejendomme på Danmarks mest befærdede gågader, frygter, at de udenlandske pengemænd vil få omdannet Strøget til en light-udgave af Londons primære handelsgader.
»Det, vi ser lige nu på Strøget, er kapitalisme i sin allermest rå form. Det har typisk den konsekvens, at de store banker de små, og det er dødhamrende ærgerligt. Selvfølgelig er det fedt, at vi får Prada til byen, og at Louis Vuittons butik ser fantastisk ud. Men det er trist, hvis det hele kommer til at ligne Bond Street eller Oxford Street,« siger Mads M. Nørgaard.
En af de primære aktører bag ejendomshandlerne på Strøget er partner i Capital Investment Jesper Damborg, der repræsenterer flere udenlandske investorer. Han mener, at prisstigningerne er en naturlig konsekvens af, at investorer i hele verden har svært ved at finde afkast i øjeblikket.
»De høje priser er ikke noget, der er unikt for København. På Bond Street i London bliver der handlet til rekordpriser, og det gør der også i andre storbyer,« siger Jesper Damborg.