Billigere batterier kan give elbiler gennembrud i 2020
Men det vil stadig være op til politikerne at skabe de rigtige rammevilkår, lyder det fra Dansk Elbil Alliance.
Billigere batterier kan give elbilerne det endelige gennembrud i 2020. Til den tid vil elbilerne være konkurrencedygtige med traditionelle biler med forbrændingsmotor.
Det var et af budskaberne på årsmødet i Dansk Elbil Alliance, og det blev lanceret af den svenske forsker Björn Nykvist fra Stockholm Environment Institute.
Han slog fast, at prisen på batterier til elbiler lige nu falder med cirka 8 pct. om året. Det betyder, at prisen på en kilowatttime vil være nede på 150 dollars i 2020, hvis udviklingen fortsætter. Dermed vil elbiler være konkurrencedygtige med både benzin- og dieselbiler.
»Prisen på batterier falder mere end ventet, og de 150 dollars betragtes som break even. Hvis prisen for elbilerne falder tilsvarende, vil elbilerne blive konkurrencedygtige i løbet af 3-5 år,« fortæller Lærke Flade, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Elbilbranchen har især store forventninger til den amerikanske elbilproducent Tesla, der i Nevada er i gang med at opføre en fabrik, som skal producere litiumbatterier. Når fabrikken efter planerne kører på fuld kapacitet i 2020, skulle den blive verdens største producent af litiumbatterier. Det er baggrunden for, at Tesla vil kunne producere batterier til 150 dollars per kilowatttime.
»Det er en rigtig god nyhed for elbilbranchen, men samtidig er det helt afgørende, at politikerne skaber de rigtige rammevilkår. Der er allerede gennemført milliardinvesteringer i infrastruktur. Derfor er det vigtigt, at politikerne ikke slipper speederen,« siger Lærke Flader.
Derfor ærgrer det hende også, at det er besluttet, at elbilerne over en periode på fem år skal indfases i afgiftssystemet. Elbilerne har hidtil været fritaget for registreringsafgift.
»Vi havde håbet på en længere indfasning - indtil teknologien er fuldt konkurrencedygtig. Allerede i 2019 vil der være 90 pct. afgift på elbilerne, så reelt er indfasningen kun på tre år. Det er ærgerligt, at Danmark bliver det eneste land med afgifter på elbiler, mens man i andre lande øger incitamentet til at købe en elbil,« forklarer Lærke Flader.
»Det er også vigtigt med tanke på, at Danmark skal have mere værdi ud af vindenergien. Samtidig vil elbilerne være med til at give renere luft og mindre støj i byerne,« tilføjer Lærke Flader.


