Fortsæt til indhold

Dansk milliardær sætter gang i generationsskifte

Ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt indtager ny rolle i M. Goldschmidt-koncernen. Formandsskifte også i gang.

Erhverv

Den stenrige ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt har besluttet at trække sig som adm. direktør i M. Goldschmidt Holding-koncernen og som medlem af bestyrelsen i koncernens selskaber.

Dermed har han taget hul på et generationsskifte i selskabet, der gør sig inden for investeringer i fast ejendom, værdipapirer og virksomheder i et omfang, som aktuelt modsvarer en egenkapital på 2,3 mia. kr.

Mikael Goldschmidt er både stifter og ejer af koncernen. Sådan har det været i 37 år, men nu er tiden altså moden til at andre skal stå ved rorpinden. Rigmanden trækker sig dog ikke helt ud, da det er planen, at han skal fortsætte som direktør med ansvar for de kommercielle aktiviteter.

»Jeg finder nu tiden rette til at påbegynde et velplanlagt og velovervejet generationsskifte med respekt for mit stærke ønske om fortsat involvering i koncernens købmandsmæssige forhold,« forklarer Mikael Goldschmidt, og han uddyber:

»Tiden er nu inde til at overgå til en normal styreform, som vi ser i andre koncerner, og som fremtidssikrer min koncern, og denne proces påbegyndes nu. Det er på denne baggrund, at de her nævnte ændringer gennemføres.«

Det betyder, at direktionen fremover bestå af Henrik Lid (COO), Søren Bjørn Hansen (CIO) og altså Mikael Goldschmidt.

Koncernen, der foruden en stribe ejendomme også er hovedaktionær i isenkræmmerkæden Imerco, skal samtidig have ny formand for bestyrelsen, da den nuværende formand, Jørgen Toftegaard, snart fylder 70 år og derfor forlader posten.

Han bliver erstattet af advokat Niels Heering fra Gorrissen Federspiel. Han får i bestyrelsen selskab af tre nye ansigter, da statsautoriseret ejendomsmægler Peter Winther, Jens Peter Toft med speciale i finansiering, transaktioner og børsintroduktioner samt Christian Mariager (industriel rådgiver) også sætter sig omkring bordet. I øvrigt sammen med nuværende bestyrelsesmedlem Daniel Goldschmidt, der fortsat vil være Goldschmidt-familiens repræsentant i bestyrelsen.

Advokat Steen Raagaard Andersen og Jens-Erik Corvinius forlader til gengæld bestyrelsen.

Koncernen leverede i seneste regnskabsår et resultat før skat på 120 mio. kr. Den beskæftiger 1.350 ansatte.

Artiklens emner
M. Goldschmidt Holding