Daloon er blevet solgt efter 55 år - stifterens søn stopper
Den fynske forårsrulleproducent Daloon har fået ny ejer.
Danmarks ukronede konge af forårsruller, Daloon A/S, er blevet solgt til den hollandske fødevarevirksomhed Izico.
Det oplyser den fynske virksomhed i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at handelen også omfatter Daloons engelske datterselskab, Daloon Foods Ltd.
Købsprisen offentliggøres ikke, og handlen er betinget af, at konkurrencemyndighederne godkender den.
Izico er ejet af den hollandske kapitalfond Egeria og sælger frosne snackprodukter i Vesteuropa fra virksomhedens tre produktionsfaciliteter i Holland og Belgien.
Adm. direktør i Daloon, Hemming Van, siger, at han gennem længere tid har overvejet et salg af Daloon, fordi branchen er blevet mere og mere konkurrencepræget. Salget til Izico åbner nogle meget spændende perspektiver, mener han.
»Vi har gennem årene været igennem en enorm udvikling, og som del af en stærk og international virksomhed med stort branchekendskab får Daloon nu mulighed for at intensivere og bygge videre på den udvikling til gavn for både vores kunder og ansatte,« siger Hemming Van.
Han er den yngste søn af virksomhedens afdøde grundlægger, Sai-chiu Van, der stiftede Daloon i 1960 i Charlottenlund under navnet Vans Produkter. Derfor er det også med vemod, at Hemming Van siger farvel til virksomheden.
I forbindelse med ejerskiftet stopper han som adm. direktør.
»Selvfølgelig er det vemodigt at sige farvel til Daloon efter 55 års familieejerskab. Men jeg er også stolt af, at det er lykkedes os at udvikle min fars virksomhed, så den skaber interesse på det internationale marked. Og jeg er overbevist om, at vi nu har fremtidssikret min fars idé om at lave gode, velsmagende fødevarer til en fornuftig pris,« siger Hemming Van.
Izico og Daloon vil operere som to separate virksomheder, og Daloon vil fortsat have sit hovedkvarter og produktion i Nyborg. Adm. direktør i Izico, Kamiel Steendijk, siger om købet af den fynske fødevareproducent:
»Overtagelsen af Daloon er et logisk skridt i Izicos internationale strategi. Sammen med Daloon kan vi positionere os langt stærkere i forhold til vores kunder som totalleverandør af frosne snackprodukter, både hvad angår brands og private label,« siger direktøren.
Daloon har haft underskud de seneste tre år.



