Bjarne Graven forlader Novo-pengetank
Finansdirektør stopper i Novo a/s. Han har fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til, lyder det.
Finansdirektør Bjarne Graven forlader Novo-pengetanken Novo a/s. Det oplyser selskabet i en meddelelse onsdag eftermiddag.
»Jeg har fået et tilbud, som jeg ganske enkelt ikke kunne sige nej til,« siger Bjarne Graven i meddelelsen, som dog ikke oplyser nærmere om, hvad tilbuddet består i.
Bjarne Graven tiltrådte som finansdirektør i Novo a/s d. 1. maj i år.
»Der er nogle forskellige hensyn, der gør, at jeg først senere vil kunne oplyse, hvilket job jeg kommer til at tiltræde,« lyder det fra Bjarne Graven i meddelelsen.
Bjarne Graven har tidligere været direktør i såvel ATP som FIH Erhvervsbank.
Novo a/s er Novo Nordisk Fondens investeringsselskab samt holdingselskab for Novo Nordisk, Novozymes og NNIT.
Adm. direktør i Novo a/s er Eivind Kolding. Han siger i meddelelsen:
»Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med Bjarne Graven, som jeg gerne havde set fortsætte i mange år endnu.«



