Fortsæt til indhold

Denne mand skal gøre Dell til en dansk erhvervskæmpe

»Vi skal vise, at vi ikke kun er en pc-sælger,« siger Lars Baun Jensen, der er ny adm. direktør for Dell i Danmark.

Erhverv

It-giganten Dell har sat gang i en offensiv satsning på det danske marked med det mål at vinde massevis af nye erhvervskunder i de kommende år.

Ambitionen er at bringe Danmark op på samme niveau som nogle af Dells stærkeste markeder, bl.a. Holland, Belgien og Sverige.

Manden, der skal eksekvere strategien, er den nye adm. direktør for Dell i Danmark, Lars Baun Jensen. Han har fået til opgave at videreføre en omfattende forvandling af Dell, der beskæftiger godt 200 medarbejdere herhjemme og omsætter for over 300 mio. kr. årligt.

»Det er større landvindinger, vi er i gang med. Fra at være en pc-producent er vi blevet leverandør af komplette infrastrukturplatforme med både pc’er, tablets, storage- og netværksløsninger. Det skal vi bygge videre på,« siger Lars Baun Jensen.

Dell blev stiftet i 1984 af Michael Dell og er siden vokset til en af verdens største it-virksomheder. Men mange har en forkert opfattelse af Dell, mener Lars Baun Jensen.

»De fleste tænker pc’er, når man siger Dell. Det støjer lidt for det budskab, vi gerne vil ud med i dag. Vi skal vise, at vi ikke kun er en pc-sælger, men har meget mere at byde ind med,« siger Lars Baun Jensen.

Med et købstilbud på storage-giganten EMC for 440 mia. kr. tidligere på året kan Dell sikre sig en stærk position på flere vigtige områder inden for it-markedet. Der er også skruet op for samarbejdet med danske distributører, og produktporteføljen er udvidet.

Ifølge Lars Baun Jensen skal Dell forbedre sine markedsandele herhjemme, hvilket også vil smitte af på indtjeningen. Det kræver nye ansættelser og investeringer i selskabets netværk af forhandlere.

»Vi skal udnytte, at vi kan levere alle ydelser ét sted. To tredjedele af vores kunder kommer i kontakt med os via vores pc-division. Det er en god døråbner. Køber du en pc, er der også chance for, at du f.eks. vil købe software og storage,« siger Lars Baun Jensen, der primært fokuserer på salg til store og mellemstore virksomheder.

Dell har sit danske hovedsæde i København S.

Artiklens emner
Dell
Lars Baun Jensen