Dobbelt Cavling-vinder ny direktør i Danish Crown
Erik Eisenberg er udpeget som ny kommunikationsdirektør i Danish Crown.
Den dobbelte Cavling-vinder og tidligere medarbejder hos blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten Erik Eisenberg er udpeget som ny kommunikationsdirektør hos slagterigiganten Danish Crown.
Den 56-årige Erik Eisenberg tiltræder hos Danish Crown 1. januar 2016.
Han kommer fra en tilsvarende stilling i APM Terminals, der er en del af Mærsk-koncernen, og inden da havde han ansvar for Dansk Supermarkeds interne og eksterne kommunikation fra 2006.
Erik Eisenberg er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet på Jyllands-Posten, TV 2, Børsens Nyhedsmagasin og Ekstra Bladet, hvor han var nyhedsredaktør og redaktionschef. Han har to Cavling-priser med sig i bagagen, og Danish Crown får således erfaren kommunikationsdirektør, som kender spillet med medierne til fingerspidserne.
»Det er et drømmejob at få ansvar for Danish Crowns globale kommunikation – fordi produkterne kendes og forbruges af millioner af mennesker, og fordi firmaet har vital betydning for dansk eksport,« siger Erik Eisenberg.
Han kommer til at arbejde under Danish Crowns nyudnævnte og netop tiltrådte topchef Jais Valeur, der kommer fra en stilling som koncerndirektør i Arla Foods.
»Vi har i valget af vores nye kommunikationsdirektør lagt vægt på en kombination af kommunikationserfaring, international erfaring og ledelseserfaring,« siger Jais Valeur.
Erik Eisenberg fik i 1990 Cavling-prisen første gang. Han delte prisen med kollegerne Ulrik Haagerup og Martin Uhlefeldt. Sammen havde de tre i Jyllands-Posten afdækket en række overbelåningssager i danske realkreditinstitutter. Også i 1999 gik Cavling-prisen til Erik Eisenberg, som sammen med kollegerne på Jyllands-Posten Søren Funch og Jens Chr. Hansen havde afdækket Danske Banks rolle i den såkaldte Hafnia-sag.
Erik Eisenberg er gift, har to voksne børn og bor privat i Højbjerg ved Aarhus. Han er kendt som en særdeles habil guitar-spiller.
Eisenberg afløser Danish Crowns mangeårige kommunikationsdirektør Anne Villemoes, der stoppede 1. december efter 10 år på posten for at etablere sig som selvstændig konsulent og rådgiver.


