Ejendomsmatador vil tvinge flere penge ud af konkursramte andelshavere
Ny ejer af konkursramt ejendom kræver, at de tidligere andelshavere betaler en højere boligafgift og bor på ringere økonomiske vilkår end de øvrige lejere.
Tidligere andelshavere i konkursramte eller opløste andelsboligforeninger kan blive tvunget til som lejere til tid og evighed at betale en langt højere leje end alle andre i deres ejendom. Og i modsætning til dem, der altid har været lejere, vil de selv ud af egen lomme skulle dække udgifterne til den indvendige vedligeholdelse.
Det bliver konsekvensen, hvis ejendomsinvestoren Lars Thylander får held til økonomisk at vride armen om på de tidligere andelshavere i AB Klostergaarden - en stor Østerbro-ejendom, som Thylander Gruppen netop har overtaget. Hvis det sker, vil det være første gang i nyere Danmarkshistorie.
For ved tidligere salg af økonomisk forliste andelsboligforeninger er andelshaverne ved salget indtrådt som lejere til den regulerede, omkostningsbestemte husleje, der typisk er langt lavere end den såkaldte boligafgift, som de har betalt som andelshavere.
»Det er et juridisk spørgsmål, som aldrig nogensinde har været afprøvet før. For os teoretikere er det en spændende sag at følge, selvom det naturligvis er knapt så spændende for de tidligere andelshavere eller udlejer,« siger professor Hans Henrik Edlund fra Juridisk Instititut på Aarhus Universitet.
Og sagen vil blive afgjort i retten. For en lille gruppe tidligere andelshavere i AB Klostergaarden er klar til at give Thylander Gruppen kamp til stregen.
»Vores advokat har nu sendt sagen til huslejenævnet, og vi fortsætter lige så langt derfra, som det skal være, om det så er helt til Højesteret. Vores holdning er, at vi er lejere på samme vilkår som alle andre,« siger Lars Erik Sebbelov, der sammen med tre andre tidligere andelshavere i AB Klostergaarden har valgt at sætte hårdt mod hårdt.
Lars Thylander fra Thylander Gruppen oplyser, at han ikke har kommentarer til sagen for nuværende. Men hos Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation fastslår direktør Jan Hansen, at man vil tage sagen op politisk, hvis det lykkedes for Thylander Gruppen at komme igennem med deres krav.


