Storaktionærer sætter sig tungere på presset bank
Efter aktieemission har en række storaktionærer nu kontrol med mere end en tredjedel af trængte Østjydsk Bank.
En anden bank, en storinvestor i samarbejde med et investeringsselskab samt et bestyrelsesmedlem og hans bror har nu sat sig på en betydelig del af magten i økonomisk pressede Østjydsk Bank.
Det fremgår af bankens løbende meddelelser om den aktieemission, der onsdag er overstået.
Bankens tidligere aktionærer har dog også deltaget i et omfang, der kan virke overraskende, al den stund at det er anden gang inden for kort tid, banken beder aktionærerne om en sum, der er større end markedsværdien.
Emissionen sikrer i alt Østjydsk Bank 83,4 mio. kr. Planen er nu, at banken skal låne yderligere 75 mio. kr. til polstringen.
Udstedelsen har sikret en af bankens hidtidige kreditorer, storinvestoren Henrik Lind, 7,89 pct. af aktierne, mens samarbejdspartneren Artha Kapitalforvaltning har hentet lige under 4 pct. af aktierne ind til en række kunder.
I løbet af emissionen har også bestyrelsens næstformand Jens Rasmussen, samt hans bror, begge passeret 5 pct. af aktierne. Samtidig har Arbejdernes Landsbank forsvaret sin hidtidige aktieandel på 12 pct.
Jens Rasmussen satte for år tilbage noget nær Danmarksrekord for et bestyrelsesmedlems forretningsomfang i forhold til sin banks størrelse, men har siden reduceret sine lån i Østjydsk Bank betragteligt.
Dermed sidder de gamle og nye storaktionærer nu på mindst en tredjedel af Østjydsk Banks aktier.
Aktieemissionen er den foreløbige kulmination på en årelang nedtur for Østjydsk Bank, der efter omfattende nedskrivninger først har været sat helt til salg uden held, og derefter har frasolgt en pæn del af forretningen.
Emissionen kommer, efter banken også i 2014 bad aktionærer og investorer om penge, og skal sammen med det lån, man nu vil optage, sikre banken mere normale arbejdsbetingelser.