Er 3D-print et moderne mirakel eller et modefænomen?
Salget af 3D-printere er fordoblet i år. Eksperter spår, at teknologien vil skabe en industriel revolution. Men salget til private skuffer.
3D-print vokser eksplosivt. Salget af 3D-printere er fordoblet i år, og fremtidsforskere og konsulenter varsler, at teknologien vil skabe en industriel revolution.
Produktionen rykker tættere på forbrugerne, og det vil spare milliarder i transportudgifter. Nye produkter vil blive udviklet i samspil med kunderne, og teknologien vil sprede sig til en lang række brancher, lyder visionen.
Den amerikanske konsulentvirksomhed Gartner vurderer i en rapport, at der i år vil blive solgt 244.000 3D-printere globalt. Det er en fordobling i forhold til sidste år. Gartner forudser at væksten vil fortsætte i samme tempo frem mod 2019.
»3D-print bygger bro mellem den digitale og fysiske verden. Vi vil se en decentralisering af produktionen i mange brancher, og med tiden vil teknologien give enorme besparelser i tid, ressourcer og materialer,« siger Mads Thimmer, medstifter og administrerende direktør for teknologihuset Innovation Lab.
Vi vil se en decentralisering af produktionen i mange brancher, og med tiden vil teknologien give enorme besparelser i tid, ressourcer og materialer.
Han fremhæver, at udviklingen blot lige er begyndt. Flere eksperter peger på, at 3D-print i dag er på det niveau som Commodore 64 var på PC-markedet i begyndelsen af 1980’erne.
Væksten sker især i erhvervslivet, og flere og flere virksomheder omfavner teknologien. Ikke mindst fordi 3D-printerne er blevet både bedre, billigere og hurtigere.
Videnskabelige forskere og store dele af industrien har dog den opfattelse, at 3D-print er overvurderet. De mener, at 3D-printerne indtil videre er alt for langsommere, materialerne er for dyre og forventningerne for høje.
David Bue Pedersen fra DTU har en PhD i 3D-print og har forsket i emnet i årevis. Han forudser høj vækst, men ingen revolution.
»3D-print vokser hurtigt, og det vil vinde frem i flere brancher. Men teknologien har stadig mange begrænsninger, og 3D-print er omgærdet af varm luft og falske forventninger,« siger David Bue Pedersen.
Teknologien har stadig mange begrænsninger, og 3D-print er omgærdet af varm luft og falske forventninger.
Han sammenligner med debatten om nanoteknologi, som for 10-15 år siden lovede, at det var slut med sure sokker og pletter på tøj og møbler.
I de seneste år er salget af 3D-printere til hjemmebrug stormet frem. Men nu er væksten begyndt at flade ud. De to største amerikanske producenter af 3D-printere, Stratasys og 3D Systems, har således gennemført fyringsrunder i år, fordi salget ikke levede op til forventningerne.