Lån redder Østjydsk Bank fra tunge bånd
Oven på en aktieudstedelse har trængte Østjydsk Bank nu også lånt penge til polstringen, og er dermed ikke længere under de hårde krav, der gælder en bank under genopretning.
Første del af planen er i land for hårdt tabsramte Østjydsk Bank.
Efter at have hentet 83 mio. kr. fra bankens aktionærer og en række eksterne investorer har banken nu med et lån på 75 mio. kr. lige akkurat løftet sig over de krav, Finanstilsynet har stillet.
Dermed er banken ikke længere i den tekniske fase, hvor nødlidende banker placeres under genopretning. Det betyder, at banken kommer fri af krav som stort set ikke at måtte låne flere penge ud eller påtage sig unødvendige nye risici.
»Jeg glæder mig over, at rekapitaliseringsplanen nu er gennemført som planlagt. Banken har fået et nødvendigt løft i kapitalprocenten og ikke mindst i den egentlige kernekapitalprocent, og er derfor ude af genopretning,« lyder det i en fondsbørsmeddelelse fra Østjydsk Banks adm. direktør Max Hovedskov.
Det fremgår dog også af bankens fondsbørsmeddelelse, at der som ventet kun lige akkurat er penge nok til at leve op til et af de to krav, Finanstilsynet har stillet.
Med lånet kommer banken nemlig op på en polstring - solvens - på 16,5 pct. mod et behov på 12,7 pct. Altså en relativt solid overdækning på næsten fire procentpoint.
Men bankens egentlige kernekapital - groft sagt dens egne og aktionærernes penge - løfter sig kun til 9,9 pct. mod et krav fra tilsynet på 9,2 pct. Altså, en overdækning på bare 0,7 procentpoint i forhold til det krav, hvilket betyder, at bankens næste udfordring bliver at få endnu flere penge i kassen.
Det skal gerne ske ved, at flere år med markante tab - og to runder med bønner om flere penge fra aktionærerne - ender med 2015.