Fortsæt til indhold

Strid om dyrekort i supermarkeder lukkes

Forbrugerombudsmanden afviser at køre retssag mod Dansk Supermarked om populære dyrekort.

Erhverv

Dansk Supermarked fik i foråret hård kritik fra danske forældre, som var utilfredse med en kampagne om dyrekort. Forbrugerombudsmanden har siden undersøgt striden - men afviser at gå videre med den.

Forbrugerne kunne i kampagnen få en pakke med fire dyrekort for hvert indkøb på 100 kr. Nogle af dem blev meget eftertragtede, da det var specialkort, som kun blev fremstillet i et mindre oplag end de øvrige.

Derfor indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse af Dansk Supermarkeds kampagne, da der indløb klager fra forbrugere. De fremhævede, at specialkortene var meget svære t få fat i, og klagede over en aggressiv markedsføring rettet mod børn.

Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen oplyser onsdag, at hendes undersøgelse nu er afsluttet. Hun udtaler i en pressemeddelelse:

»Vi har undersøgt dyrekortkampagnen, og efter vores opfattelse er det næppe i strid med markedsføringsloven. Hensigten med kampagnen var at skabe et ønske hos børnene om at få samlekortene og på den måde påvirke forældrene. Efter vores opfattelse er det ikke i strid med markedsføringsloven, fordi det ikke er børnene, men forældrenes beslutning, hvad man køber.«

I meddelelsen understreges, at efter Forbrugerombudsmandens vurdering er dyrekortkampagnen næppe i strid med markedsføringsloven, hvis sagen kommer for en domstol.

Begrundelsen lyder bl.a. »at det ud fra antallet af de producerede kort ikke var umuligt at samle alle specialkort.« Ombudmanden fremhæver desuden, at »selvom kampagnen både rettede sig mod børn og deres forældre, er det i sidste ende forældrene, der beslutter, hvor og hvor meget der skal købes ind«.

Også andre aktører i dagligvaremarkedet - bl.a. Coop Danmark og Dagrofa - bruger samlemærker, guldmærker og børnekort i kampagnerne. Finans har i efteråret beskrevet, at de tiltag er så populære, at det flytter omsætning for store tocifrede millionbeløb hos de danske dagligvarekæder.

Artiklens emner
Dagrofa
Coop Danmark