Grundfos-ejer skifter ud i ledelsen
Kontormøbelproducenten Duba B8 med Niels Due Jensen som formand henter ny adm. direktør i egen bestyrelse.
Den danske producent af kontormøbler, Duba B8, skifter ud i ledelsen. Selskabet henter et bestyrelsesmedlem ind som ny chef.
Duba B8 A/S med hovedsæde i Bjerringbro har den tidligere koncernchef i Grundfos, Niels Due Jensen, som bestyrelsesformand og storaktionær.
Niels Due Jensen, der også er formand for ejerfonden bag Grundfos, oplyser i en pressemeddelelse, at den nuværende adm. direktør for Duba B8, Christian Flarup, »søger nye udfordringer« udenfor virksomheden, som han forlader ved årest udgang.
Niels Due Jensen skriver samtidig, at afløseren for Christian Flarup bliver Peter Arndrup Poulsen, der har været medlem af bestyrelsen i netop Duba B8 siden maj 2015.
Peter Arndrup Poulsen kommer fra en stilling som adm. direktør hos Brødrene Kier A/S.
Tidligere har han bl.a. været chef i møbelvirksomhederne ScanCom International A/S og Tvilum ApS. Desuden har han på sit cv også en post som adm. direktør for emballagevirksomheden Brdr. Hartmann A/S.
Duba B8 rapporterede for 2014 om en salgsfremgang på 16 pct. - præget af bl.a. vækst på det asiatiske eksportmarked, hvor virksomheden især arbejder med at levere kontormøbler til danske virksomheder, som flytter ud. Omsætningen nåede i 2014 de 438 mio. kr. Hovedmarkederne er fortsat Danmark og Norge.
Mens salget voksede, dykkede bundlinjen i fjor til 6,5 mio. kr. Og bestyrelsesformand Niels Due Jensen har tidligere i år ikke lagt skjul på en vis skuffelse over det resultat.

