Fortsæt til indhold

Elektronik-gigant i problemer: Vil fyre 7.000 ansatte

Japanske Toshiba vil skære 5 pct. af arbejdsstyrken væk for at dække milliard-hul efter revisionsskandale.

Erhverv

Den japanske elektronik-koncern Toshiba vil sælge en tv-fabrik i Indonesien og skære 5 pct. af arbejdsstyrken væk, svarende til ca. 7.000 ansatte.

Det meldte koncernen i dag i en investormeddelelse, der beskriver en ny strategi, der skal fokusere koncernen og kompensere tabet efter en milliard-dyr revisionsskandale.

Toshiba, der blandt andet producerer forbrugerteknologi som fjernsyn og computere, har meldt ud, at selskabet forventer et tab på 31 mia. kr. i regnskabsåret der ender til marts, på grund af udgifter til omstrukturering og frasalg.

Omstruktureringen skal, melder selskabet, genetablere investorernes og markedets tillid til virksomheden og gøre virksomheden mere "robust".

Toshiba har i årevis overdrevet sine resultater, kom det frem i august i år. Siden 2008/09 har selskabet bogført 8,7 mia. kr. for meget på bundlinjen, har selskabet erkendt. I sommer konkluderede en uafhængig undersøgelse af selskabets regnskaber, at Toshiba var ramt af »dysfunktionel ledelse og en kultur, der demotiverede medarbejderne til at stille spørgsmål ved deres overordnede,« skriver Venture Beat.

Aktien er dykket 40 pct. siden april, da revisions-sagen begyndte at røre på sig og afslørede alvorlige problemer i selskabet.

Flere analytikere er skeptiske over for, om dagens udmeldte strategi kan løse koncernens problemer og genvinde selskabets traditionelle position som et af Japans mest prestigefyldte selskaber.

»Toshiba har sagt, at det vil fokusere på chips, men det vil tage tid før overskuddet er tilbage,« siger Hideki Yasuda, analytiker ved Ace Research Institute, til Reuters.

Aktien faldt i dag 9,8 pct. på den japanske børs.

Artiklens emner
Toshiba