Børns Vilkår er dødtræt af at blive forvekslet med kontroversiel fond
Fonden Børns Velfærd har med vilje valgt et navn, der kan forveksles med vores, mener direktøren for Børns Vilkår.
Den anerkendte hjælpeorganisation Børns Vilkår, som blandt andet står bag Børnetelefonen, er grundigt træt af at blive forvekslet med Fonden Børns Velfærd.
Finans kunne mandag afsløre, at den relativt ukendte fond kun bruger to pct. af sine milliondonationer på dens velgørende formål. Til gengæld går 60 pct. af pengene til teleselskabet, som stifteren af fonden selv ejer.
Og det er ikke noget, Børns Vilkår vil associeres med.
»Hver måned hører vi fra flere, der har forvekslet os med Børns Velfærd og klager. Efter artiklen blev bragt på Finans, er der også én, der har ringet ind i den tro, at det var os, artiklen handlede om,« siger Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.
Fonden, som i forvejen hed både Velfærdsfonden og Springsters Velfærdsfonden, valgte i 2013 at give sig selv et ekstra navn, Børns Velfærd. Og det minder lidt for meget om Børns Vilkår, mener direktøren.
»Vores oplevelse af det her er, at de har valgt navnet for at spille på muligheden for en forveksling. Vi er super kede af det, fordi det smudser vores navn og rygte,« siger han.
Direktøren for Børns Velfærd afviser at have valgt navnet for at udnytte muligheden for at blive forvekslet med en mere kendt organisation.
»Velfærdsfonden besluttede i 2013 at lave en afdeling, der havde fokus på udsatte børn og unge. Så er det vel ikke højst mærkværdigt, at vi så vælger at kalde os Børns Velfærd?« siger direktøren Chris Hahn Evers og henviser til, at der er mange andre organisationer, hvis navne også starter med noget med "børn".
Det er ikke første gang, at Børns Vilkår har et mellemværende med fonden. Organisationen har nemlig været kunde ved telemarketingsselskabet, Zales, som er ejet af fondens stifter, Morten Egelund.
Aftalen blev dog afbrudt, da Ekstra Bladet i 2010 skrev en række afslørende artikler om, hvordan telefonsælgerne blev dårligt behandlet og bedt om at lyve i telefonen, og derudover at halvdelen af donationerne røg i direkte ned i teleselskabets lomme.
»Vi valgte at fyre dem, efter vi fandt ud af, at vi ikke kunne leve med deres etik. Vi var ret uerfarne med at kontakte virksomheder på det tidspunkt, og da vi fandt ud af, at det, de havde tilbudt os ikke svarede til deres praksis, opsagde vi samarbejdet,« siger Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.
Året efter stiftede Morten Egelund Velfærdsfonden, som har samme aftale med hans telemarketingsbureau, som Børns Vilkår dengang havde. Der gik dog kun et år, før det blev afsløret i TV2-programmet "Operation X".
Derudover viste det sig, at et af projekterne, som fremgik på fondens hjemmeside med billede, kun eksisterede på idéplan.
I dag benytter Børns Vilkår en række forskellige telemarketingsbureauer for at »holde dem til ilden«, heriblandt LN Eurocom. Ifølge organisationens regnskab brugte Børns Vilkår 8,2 mio. ud af den samlede indtægt på 51 mio. kr. på fundraising og udgifter udgifter vedr. indsamlinger i 2014.


