Stort nedbrud ramte dankort-betalingerne
Alle »forretnings-terminalerne«, som bruges til dankort-transaktioner, er ramt af et omfattende nedbrud hos Nets.
Nets, der er ansvarlig for, at danskerne kan svinge med dankortet i butikkerne, var i dag ramt af et omfattende nedbrud, der medvirkede til, at alle »forretnings-terminalerne« bragede ned.
Problemet foregik fra omkring kl. 13:30 til kl. 15:45, og det gik blandt andet ud over de rejsende, som gerne vil købe en billet hos DSB.
»Det er i øjeblikket ikke muligt at betale med dankort og kreditkort i betjent DSB salg og i automaterne,« skrev DSB på Twitter.
Ifølge Nets virker dankort-terminalerne igen, hvilket også er blevet bekræftet af DSB.
»Det hele skulle være løst nu. Vi er stadig ikke helt klar over, hvor fejlen var, men det ligner serverproblemer hos os eller vores underleverandør, men uanset hvad, så er det vores problem og vores ansvar,« fortæller Søren Winge, der er pressechef hos Nets.
Ved den første melding omkring nedbruddet mente Nets dog kun, at det var »enkelte butikker, der var ramt«, men det har virksomheden siden opjusteret.
»Der er problemer med forretnings-terminalerne generelt,« siger Søren Winge.
Og det er en fejl i jeres eget system?
»Det tyder det på, så det prøver vi at afdække og løse med vores leverandør,«
Er det hos jer eller hos leverandøren IBM, at problemet eksisterer?
»Det er for tidligt at svare på, men uanset hvad, så er det vores ansvar,«
Hvor mange af disse terminaler findes der i Danmark?
»Jeg ved ikke, hvor mange, der står derude, men mange af forretningerne vil have problemer med at tage imod betalinger,«
Så det vil sige, at med mindre, at terminalerne bliver aktiveret med den såkaldte offline-funktion, så kan man ikke som handlende betale med sit betalingskort?
»Ja, jeg tør ikke sige, om det rammer alle forretninger,«
Er det alle, der kan bruge denne offline funktion, eller er det kun nogle særligt nye, smarte terminal-modeller?
»Det er de fleste af dem.«


