Fortsæt til indhold

Endomondo-ejer skifter mobilen ud med chip i skoen

Snart behøver du ikke længere at løbe med mobilen på armen. Endomondos amerikanske ejer satser nu på chip i skoen i stedet og en række andre produkter, der måler alt fra søvn til motion automatisk.

Erhverv

Er du træt af at have mobilen klistret fast til overarmen, når du skal tracke din løbetur på mobilappen Endomondo, så er der håb forude. Endomondos amerikanske ejer Under Armour lancerer snart en ny sko, som indeholder en chip. Den sender automatisk informationer om, hvor langt og hvor hurtigt du løber videre til en app.

Under Armour satser i første omgang på det amerikanske marked, hvor mobilappen MapMyRun er amerikanernes svar på Endomondo. Hvis man ikke kan vente på, at den amerikanske gigant inden for sportstøj og sportstilbehør får løbeskoene til at virke med Endomondo, må man anvende den udenlandske app.

»På længere sigt kommer det til at virke med Endomondo også. Der er mange flere brugere i USA, så derfor har man valgt at starte ud med det marked,« siger Mette Lykke, adm. direktør i Endomondo og en af stifterne af virksomheden, der blev solgt til den amerikanske koncern i februar sidste år.

Løbeskoene, som kan købes fra slutningen af februar, er ikke det eneste produkt, Under Armour netop har præsenteret. Koncernen sælger fra 22. januar et nyt system under navnet Healthbox, som består af en trådløs badevægt, en pulsmåler og et armbånd.

Mens vægten automatisk sender de løbende informationer om, hvor tung du er, til en app, så kan armbåndet eksempelvis måle, hvor meget du sover om natten.

»Armbåndet måler din aktivitet, så det kan registrere, hvornår du sandsynligvis ligger i sengen og ligger helt stille i lang tid,« forklarer Mette Lykke.

Hun fortæller, at Endomondo ikke kunne have udviklet et sådan produkt, da virksomheden var på danske hænder, og at opkøbet på den måde giver en række muligheder for Endomondo. Under Armour har bl.a. samarbejdet med HTC om at udvikle Healthbox, og det partnerskab kunne Endomondo ikke have fået op at køre, siger hun.

»Jeg synes, at det giver rigtig god mening at tilbyde brugerne et helt system. Det er lidt vanskeligt i dag, hvis man skal ud og have alle de forskellige gadgets og brands til at snakke sammen. Fordelen her er, at det hele snakker sammen,« siger hun.

Artiklens emner
Under Armour
Endomondo