Migatronic har fundet ny topchef
Svejsefabrikken Migatronic har ansat Mads Prebensen som ny administrerende direktør med virkning fra 3. marts 2016.
Det oplyser selskabet torsdag morgen i en meddelelse til fondsbørsen.
55-årige Mads Prebensen kommer med flere års ledelseserfaring fra virksomheder som Grundfos, Alstom og Danfoss, hvor han ifølge Migatronic har haft hovedfokus på salg og forretningsudvikling. Mads Prebensen er uddannet maskiningeniør og har endvidere en MBA i international management.
Direktionen i Migatronic vil fra 3. marts 2016 bestå af administrerende direktør Mads Prebensen, økonomidirektør Niels Jørn Jakobsen samt Kommunikations-/HR-direktør Martha Holme.
Når Mads Prebensen tiltræder, afløser han Niels Jørn Jakobsen, der siden 1. oktober 2015 har vikarieret på selskabets øverste direktørpost. Det har han gjort, efter forhenværende administrerende direktør, Anders H. Jørgensen, i juli sidste år meddelte, at han fratrådte sin stilling hos den nordjyske svejsemaskineproducent.

