Rygning er et personligt valg, og det er tobaksinvesteringer også
Fem skarpe til tobaksdirektør Niels Frederiksen, inden Scandinavian Tobacco Group går på børsen.
Ambitionerne har været på plads siden sidste år, men den planlagte børsnotering er blevet udskudt af flere omgange grundet lederskifte og uro på aktiemarkedet. Scandinavian Tobacco Group smeder dog, mens piben er varm. Tiden er moden til børsen, siger direktør Niels Frederiksen.
Hvorfor melder I jer klar til børsen nu?
»Siden 2010 har vi styrket platformen gennem en række opkøb, og STG er i dag en af verdens største spillere inden for cigar- og pibetobak. Det har fra starten været aftalen, at når tiden var moden, så var børsnotering et naturligt skridt.«
Hvornår planlægger I præcis at foretage børsnoteringen?
»Vi ser det an, til vi føler, vi er blevet kloge nok. Vi har selvfølgelig set den uro, der har været i markedet i starten af året. I første omgang holdt vi øje med, hvornår timingen var rigtig for hensigtserklæringen, og nu følger vi markedet over en periode, og så må vi se, hvad tiden viser.«
Hvilke tanker gør I jer om at indtræde på børsen med den aktieuro, der er i øjeblikket?
»Vi ville selvfølgelig hellere være gået ud i et roligt marked, men tobaksaktier har i forhold til resten af markedet klaret sig ganske godt. De er kendetegnet ved høj stabilitet og højt udbytte. Vi er forankret i stærke varemærker med høj forbrugerloyalitet, så vi er mindre konjunkturfølsomme end mange andre virksomheder.«
Verdensmarkedet for tobak er faldende. Hvordan vurderer du interessen for at investere i cigarer og pibetobak?
»I alle faldende markeder er der vækstlommer. I USA har vi over en årrække set, at forbrugerne har flyttet sig fra at købe deres håndrullede cigarer i butikker til at købe dem online. Vi ejer den største online forretning for cigarer og pibetobak i USA. Det er noget af det, der har drevet vores vækst.«
Hvad gør du dig af tanker om, at tobaksaktier ofte bliver kaldt en uetisk investering?
»Jeg har den grundholdning, at rygning er et personligt valg, der skal foretages af voksne mennesker. Investeringer i tobaksaktier er også et personligt valg. Vores opgave er at drive virksomheden ordentligt og ansvarligt, og så må investorerne beslutte sig for, om de ønsker at eje tobaksaktier eller ej.«


