Stenrig høreapparatfamilie overdrager ejerskabet til næste generation
Fem unge medlemmer af familien Westermann er lukket inden for i den familieejede succesvirksomhed Widex. Den ældre generation bevarer dog magten og de fleste milliarder.
En kreds af ganske unge mennesker er blevet medejere af en af Danmarks helt store private formuer.
Fem efterkommere af Widex-medstifter Erik Westermann er således blevet aktionærer i familiens ejerselskaber samt i den svulmende pengetank T&W Holding. Det viser dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i hos Erhvervsstyrelsen.
Familien, der er opgjort til Danmarks 33. rigeste, har ikke ønsket at stille op til interview. Medejer Anders Westermann har imidlertid tidligere adresseret generationseskiftet over for Finans i hidtil ikke offentliggjorte kommentarer.
»Der er en del passive medejere af virksomhederne nu i form af tredje generation. De er ikke aktive og har ingen medbestemmelse som sådan, men er passive medejere,« sagde han i et interview i oktober.
Widex er stiftet i 1956 af makkerparret Christian Tøpholm og Erik Westermann, hvis efterfølgere fortsat sidder på selskabet. Virksomheden er en af de største i verden inden for høreapparater og omsætter for mere end 3 mia. kr. om året.
Mens Tøpholm-familien lukkede tredje generation ind i ejerkredsen tilbage i 2005, er Westermann først fulgt trop i løbet af de seneste to år.
Ind i ejerkredsen er kommet Anders Westermanns to sønner Jacob og Christian. Søren Westermann har ingen børn. Det har til gengæld den tredje og ganske ukendte bror Peter Westermann, som nu er blevet aktionær ligesom sine tre børn. Det gælder sønnen Adam samt to yngre hjemmeboende børn.
De seks nye medejere har fået nyoprettede anparter, som ikke giver stemmeret i ejerselskaberne. Dermed sidder Anders og Søren Westermann fortsat på magten. Hos familien Tøpholm ligger stemmerne hos Jan Tøpholm, hvis to sønner Julian og Richard er aktive i ledelsen af Widex.
»Tidspunktet for afslutningen af generationsskiftet faldt sammen med, at jeg fyldte 67 og trak mig som adm. direktør,« lyder det i en e-mail fra Jan Tøpholm, som trådte tilbage i 2013.
I Tøpholm og Westermanns fælles selskab T&W Holding er næste generation også blevet lukket ind i varmen. Formuen på 3,6 mia. kr. er investeret i aktier og obligationer.
En nyoprettet aktieklasse, som kun Jan Tøpholm samt Anders og Søren Westermann besidder, betyder dog, at de tre har ret til et udbytte på 2,6 mia. kr., førend de øvrige aktionærer kan komme til fadet.
Samtidigt er det fortsat kun de tre, der ejer anparter i familiernes ejendomsselskab GSA Invest med en formue på 1,9 mia. kr.


