Her er sportskæmpen, der venter på dansk erhvervsstjerne
Mere end 53.000 ansatte får danske Kasper Rørsted som chef, når han tiltræder i Adidas senere i år.
Mandag middag stod det klart, at den danske erhvervsprofil Kasper Rørsted skifter tyske Henkel ud med sportsimperiet Adidas, hvor han fra oktober bliver topchef. Her får du en række vigtige fakta om det verdensomspændende tyske selskab.
Historien
Adidas blev dannet i 1949 af Adolf "Adi" Dassler. Selskabet har hovedbase i tyske Herzogenaurach, der ligger i delstaten Bayern. Adidas-gruppen rummer foruden Adidas' sportstøj og sko også sportbrandet Reebok, golfmærket TaylorMade-Adidas, en mindre del af fodboldklubben Bayern München og det østrigske fitnessselskab Runtastic. Adidas er verdens næststørste producent af sportsudstyr efter amerikanske Nike.
Nøgletallene
Adidas har endnu ikke offentliggjort regnskabet for 2015, men man omsatte i 2014 for 14,5 mia. euro.
Væksten er stort set udeblevet de seneste år, men 2015 ser ud til at byde på fremgang. Så sent som i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal i november kunne man melde om en omsætningsstigning på 17 pct. til 12,7 mia. euro i de første tre måneder. Det førte samtidig til en opjustering af forventningen til år, så man nu forventer en stigning i overskuddet af den fortsættende forretning på 10 pct. - en kærkommen håndsrækning til ejerne, der måtte sluge en nedjustering i 2014 efter et sløjt salg af Taylormade-golfudstyr og svigtende salg i Rusland.
Ledelse og ansatte
Der er kun sket få udskiftninger på direktørposten i selskabet den seneste snes år. Robert Louis-Dreyfus ledede selskabet fra 1993 og frem til 2002, da den nuværende topchef Herbert Hainer tog over.
Det er store løbesko, som Kasper Rørsted skal overtage efter Hainer, der i sin tid på toppen af Adidas har været med til at tredoble indtjeningen og løfte virksomhedens markedsværdi fra 3 mia. euro til 18 mia. euro.
Samtidig er antallet af ansatte firedoblet til i dag omtrent 53.000 i 160 lande.
Produkterne
Adidas spænder vidt, når det kommer til produktporteføljen. Selskabet solgte i 2014 309 mio. stykker sportstøj, 258 mio. par sko og 99 mio. stykker udstyr som eksempelvis fodbolde.
Engrossalget nåede en omsætning på 9.376 mio. euro, detailsalget rundede 3.842 mio. euro, mens det resterende salg på 1.316 mio. euro blev solgt gennem andre forretningskanaler.
I 2005 købte man det amerikanske fitness-brand Reebok i et forsøg på at hægte sig på Nike.
Sponsoraterne
Adidas er kendt for at være en betydelig sponsor i den internationale sportsverden. I Danmark er man vel nok bedst kendt som mangeårig sponsor af landsholdet. Efter 12 år har parterne dog netop aftalt at afbryde samarbejdet. Adidas har også sponseret det internationale fodboldforbund Fifa i mere end 40 år, men den seneste tids ballade i Fifa-toppen har fået den tyske modekæmpe til at overveje sit sponsorat, der løber frem til 2030.
Adidas har i dag et hav af sponsorater med nogle af sportsverdenens største klubber og navne. Herunder Bayern München, Real Madrid, Manchester United og i tennismæssig sammenhæng blandt andre Caroline Wozniacki.


