Fortsæt til indhold

Dealsitet Dagens Bedste er politianmeldt for vildledning

Forbrugerombudsmanden mener, at dealsitet Dagens Bedste har angivet en for høj førpris.

Erhverv

Dealsitet Dagens Bedste er sammen med en københavnsk café blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, fremgår det i en pressemeddelelse tirsdag.

»Det er ulovligt at vildlede, og vi politianmelder nu selskaberne for at overtræde markedsføringsloven,« udtaler Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.

Det drejer sig om et tilbud på en menu bestående af to retter ved Café Frederik på Nørrebro fra sommeren 2014. På Dagens Bedste var normalprisen angivet til at være 498 kr., men ifølge Café Frederiks eget menukort kostede de to retter kun 396 kr., skriver hun.

På den måde svarede rabatten, der var angivet til at være 50 pct., kun til 37 pct. Dermed mener Forbrugerombudsmanden, at de to selskaber har gjort sig skyldige i at vildlede forbrugerne.

»Dagens Bedste ApS og Cafe Frederik ApS har angivet en for høj normalpris på menuen, så tilbuddet kom til at fremstå mere attraktivt for forbrugerne, end det reelt var,« siger hun.

Dagens Bedste kom i oktober 2015 under konkursbegæring. En del af virksomheden blev samme måned købt af en ny ejerkreds, som driver selskabet videre under samme navn på hjemmesiden Dagensbedste.dk. De har ikke part i sagen, understreger Forbrugerombudsmanden, og den nuværende direktør tager da også afstand fra sagen.

»Vi har ikke noget at gøre med det tidligere selskab, udover vi har købt aktiviteter ud af den som hjemmesiden og forskellige emailadresser. Vi er i gang med at starte en helt ny virksomhed op, og vi angiver selvfølgelig de rigtige førpriser på produkterne,« siger ejer og adm. direktør Jens Mikael Jacobsen.

Resten af selskabet er fortsat under konkursbehandling.

Artiklens emner
Dagens Bedste
Forbrugerombudsmanden