Facebook lancerer ny live-sport platform
I håb om at tiltrække sportsfans fra hele verden lancerer Facebook nu en spritny sportsplatform med navnet Facebook Sport Stadium. I første omgang får den fokus på amerikansk fodbold.
Facebook griber ud efter sportsgale mennesker over hele verden med lanceringen af en ny platform med navnet Facebook Sport Stadium. Den skal give ifølge Facebook komme med live updates på kampe, populære opdateringer fra fans, statistik og kommentarer fra eksperter.
Det skriver Reuters.
Den nye sportsplatform kommer i forsøget på at indtage noget af Twitters territorium, lyder vurderingen. Twitter er med sine korte tweets blevet en populær destination til at få »live-tweeting« af forskellige sportskampe.
»Med 650 millioner sportsfans er Facebook verdens største stadium,« skrev den sociale medievirksomhed torsdag, da den nye platform blev afsløret.
Facebook, som siges at have haft i gennemsnit ca. 1,01 mia. daglige aktive brugere i september, vil afsløre sine regnskabstal for fjerde kvartal den 27. januar i år.
Facebook Sports Stadium vil I første omgang kun dække amerikansk fodbold – og sættes i værk med under en måned til, at årets kæmpe Super Bowl-finale bliver spillet den 7. februar. Men ambitionen er også at dække andre sportgrene som basketball og fodbold i fremtiden, fortæller Facebook.
Sportsplatformen kan findes ved at søge på de enkelte kampe.

