Fortsæt til indhold

Ugunstig valuta, skattesmæk og dårligt mobilsalg giver LG tab

Erhverv
Ritzau Finans

Sydkoreas næststørste producent af forbrugerelektronik, LG Electronics, har lidt et overraskende stort nettotab i sidste kvartal af 2015.

Det skriver Financial Times.

Nettotabet for perioden fra oktober til december blev 140,4 mia. won, svarende til omkring 805 mio. kr. Det skal sammenholdes med et nettounderskud på 205,7 mia. won i tilsvarende periode året tidligere.

Resultaterne var dårligere end ventet, da analytikerne ifølge data fra Bloomberg ventet et overskud på omkring 134 mia. won for kvartalet.

Selskabet skyder skylden på ugunstige valutakurser og en engangsudgift til skattevæsnet. Desuden er LG's division for mobile enheder udfordret.

LG's mobilenhed bogførte et tab for andet kvartal i træk. På driftsniveau faldt indtjeningen med over 27 pct. Elektronikproducentens tv- og vaskemaskinedivisioner klarede sig derimod godt.

LG-aktien faldt med 3,5 pct. på børsen i Seoul.

Artiklens emner
LG Electronics