Fortsæt til indhold

Fire beton-chefer giver konkurrenter baghjul og tjener millioner

Nyt regnskab fra betonelementproducenten Confac viser, at indtjeningsevnen er langt bedre end konkurrenternes.

Erhverv

Fire medejere af en østjysk betonelementfabrik tjener nu for alvor penge på den investering, de foretog lige før, finanskrisen kom. Regnskabet for 2014/15 viser en overskudsgrad på hele 11 pct.

Det er langt bedre, end hvad konkurrenterne kan prale af, og det bedste, Confac har kunnet fremvise i sin otte år lange historie.

»Vi har formået at fastholde meget lave produktionsomkostninger med stor set samme antal medarbejdere, og så har vi egentlig bare fået kørt lidt mere igennem til lidt bedre priser,« siger Erling Holm, adm. direktør og en ud af fire medejere af Confac.

De højere priser skyldes ifølge Erling Holm, at efterspørgslen på betonelementer er steget:

»Den samlede branche har en lang ordrehorisont lige i øjeblikket. Der er mange, der stadig slås med nogle gamle ordrer til gamle priser og derfor kommer med dårlige tal. Men hvis man ikke kan tjene penge i markedet lige nu, så skal man nok overveje at kigge indad, for markedet er tilstrækkeligt godt til, at alle burde kunne have en fornuftig indtjening.«

Betonelementfabrikken, som ligger i Randers, kører stort set med fuld kapacitet, og ordrerne rækker flere måneder ud i fremtiden. Derfor er Confac på nippet til at udvide fabrikken.

»Vores produktionssetup er sådan, at vi kan spejle vores produktionsapparat, så kapaciteten øges til det dobbelte,« forklarer Erling Holm.

Før det sker, vil betonelementvirksomheden være sikker på, at den opblussen, der er i markedet lige nu, ikke er et midlertidigt fænomen.

»Når vi tror på et længerevarende opsving, så er vi klar til at trykke på knappen. Markedet kan gå hurtigt op og ned, og det nytter ikke at stå med et helt nyt produktionsapparat, som vi ikke kan bruge,« siger han.

Det var ellers tilfældet, da Confac startede virksomheden op kort før, finanskrisen brød ud.

»Det kunne ikke have været værre tidspunkt. Vi nåede kun at få en ordre i hus, før finanskrisen ramte os. Det er egentlig først nu, at vi for alvor kan mærke, at vi har fået effekt af de investeringer, vi foretog dengang,« siger Erling Holm og uddyber:

»Der var situationer, hvor vi gik på weekend uden at vide, hvad vi skulle lave om mandagen, så vi har været helt ude på kanten.«

Regnskabstal for Confac de seneste fem år:

I mio. kr.2014/152013/142012/132011/122010/11
Omsætning153,2140,2114,7117,587,6
Bruttoresultat27,817,212,716,712,2
Primært driftsresultat17,36,42,68,55,6
Årsresultat efter skat13,241,14,80,3
Egenkapital23,610,36,45,3-5,5
Overskudsgrad i pct.11,34,52,27,26,3
Artiklens emner
Confac