Fortsæt til indhold

Dansk tobakskæmpe kan blive 11 mia. værd

Scandinavian Tobacco Group har sat pris på, hvor meget selskabets aktier skal koste - og hvornår det ryger på børsen.

Erhverv

Når den danske tobaksproducent Scandinavian Tobacco Group går på børsen den 10. februar, vil en aktie i selskabet blive udbudt til mellem 93 og 110 kr. pr. stk.

Dermed sigter Scandinavian Tobacco Group mod en markedsværdi på mellem 9,3 og 11 mia. kr. Det fremgår af prospektet for børsnoteringen, som selskabet torsdag morgen har meddelt til fondsbørsen.

»Dagens meddelelse markerer starten på en ny og spændende rejse for selskabet,« siger bestyrelsesformand Jørgen Tandrup, der har store forventninger til børsnoteringen.

Det samme har adm. direktør Niels Frederiksen:

»Siden vi offentliggjorde vores hensigt om at introducere selskabet på børsen, har vi modtaget særdeles positive tilbagemeldinger fra potentielle investorer og andre interessenter. Vi har flere muligheder for at øge væksten i vores virksomhed og, ved at optimere vores virksomhed, særligt forsyningskæden, forbedre indtjeningen samt vores mulighed for at konsolidere branchen,« siger Niels Frederiksen.

Prospektet afslører, at børsnoteringen vil bestå af et salg af op til 40 pct. af de eksisterende aktier ligeligt fordelt mellem koncernens aktionærer. I dag er ejerskabet af Scandinavian Tobacco Group fordelt på tre store aktionærer.

Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond ejer 51 pct., mens Swedish Match AB sidder på 49 pct.

Desuden reserveres cirka 0,2 pct. af aktiekapitalen til »den eksisterende bestyrelse og nye bestyrelse, direktionen, nøglemedarbejderen og et begrænset antal andre medarbejdere,« skriver selskabet.

Scandinavian Tobacco Group beskæftiger godt 8.000 medarbejdere og har 18 kontorer fordelt i Nordamerika, Europa, New Zealand og Australien. Koncernen fremstiller og sælger årligt 3 mia. cigarer og 5.000 tons pibetobak og finskåren tobak til 100 lande fordelt over hele verden.

Udbudsperioden af aktier starter den 28. januar og lukker senest den 9. februar, fremgår det af prospektet.

Scandinavian Tobacco Group forventer at blive optaget på Københavns Fondsbørs - Nasdaq Copenhagen - senest den 10. februar.

Udbuddet af aktier omfatter institutionelle og private investorer i Danmark samt en privatplacering i USA til personer, der er såkaldte »qualified institutional buyers.«

»Med vores solide økonomiske resultater, en stærk og diversificeret portefølje af brands og vores globale tilstedeværelse er vi i god form til at byde nye aktionærer velkommen,« siger topchef Niels Frederiksen.

Artiklens emner