Dansk børsdebutant gemmer på 18 sider med risiko
Scandinavian Tobacco Group gør klar til at indtage børsen. Men vil investorerne lege med?
Danske investorer skal tænke sig godt om, inden de kaster penge i Scandinavian Tobacco Group (STG).
Der er nemlig betydelige risici forbundet med at satse på tobaksaktier, viser prospektet for STG’s børsnotering, der blev offentliggjort torsdag morgen.
Over 18 sider beskriver STG punkt for punkt, hvordan selskabet kan blive ramt på salget. Det sker bl.a. i tilfælde af øget regulering af tobaksprodukter, højere tobaksafgifter, rygeforbud og striksere regler for produktion, markedsføring og emballage.
Sågar USA’s handelsembargo mod Cuba kan blive et problem, hvis den som planlagt bliver ophævet.
»Tobaksindustrien er meget afhængig af regulativer fra myndigheder. Det kan de færreste være i tvivl om, og derfor bør risiciene heller ikke komme bag på de investorer, der ønsker at engagere sig i aktien,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Det omfattende risikoafsnit i STG’s børsprospekt overrasker ham ikke. Især fordi selskabets aktier også skal udbydes i USA.
»Ingen ønsker at løbe risici med hensyn til USA. Laver du en teknisk fodfejl og undlader at informere om en specifik risiko, sidder der tusindvis af advokater klar til at komme efter dig,« siger Per Hansen.
Scandinavian Tobacco Group rammer børsen den 10. februar. Indtil nu har der været spekuleret i, om danske investorer er villige til at investere i et selskab, der producerer sundhedsskadelige – og potentielt dødelige – produkter.
»Principielt er der intet til hinder for at investere i tobak. Det er lovligt at producere, sælge og købe, og vi kigger udelukkende på, om investeringen kan give et godt afkast til vores medlemmer.«Stephan Ghisler-Solvang, pressechef i ATP.
Flere af de store formueforvaltere herhjemme har dog understreget over for Finans, at de trods strenge etiske regelsæt frit kan investere i tobaksaktier.
En af dem er ATP med knap fem mio. medlemmer.
»Principielt er der intet til hinder for at investere i tobak. Det er lovligt at producere, sælge og købe, og vi kigger udelukkende på, om investeringen kan give et godt afkast til vores medlemmer,« siger Stephan Ghisler-Solvang, pressechef for pensions- og investeringsforretningen i ATP.
Ifølge Per Hansen har tobaksaktier historisk set været en god investering – også selvom antallet af rygere er faldet støt siden 1990’erne.
Og fordi nogle investorer – eksempelvis Lægernes Pensionskasse og PKA – fravælger tobaksaktier af etiske årsager, giver det en lavere pris til de aktionærer, der ønsker at lege med.
»Hvis man som børsnoteret tobaksselskab løbende sikrer en stabil indtjening og stærke udbytter, kan der for investorerne være gode afkast at hente,« siger han.
STG udbyder sine aktier til en pris mellem 93 og 110 kr. Således regner selskabet med at opnå en markedsværdi på op mod 11 mia. kr.

