Medier: Siemens vil overtage Gamesa
Dermed vil Siemens kunne over Vestas' andel på verdensmarkedet.
Den tyske teknologi- og vindmøllegigant Siemens er ifølge spanske og tyske medier i gang med at undersøge muligheden for et opkøb af den spanske vindmølleproducent Gamesa.
Det skriver bl.a. det tyske Manager Magazin og det spanske onlinemedie El Confidencial. De tyske og spanske medier fortæller, at Siemens har givet Deutsche Bank mandat til at undersøge muligheden for at overtage Gamesa.
Over for Manager Magazin giver Commerzbank-analytikeren Ingo-Martin Schachel udtryk for, at et opkøb giver god mening og mulighed for Siemens for især at styrke sig inden for landbaserede møller.
Siemens har afvist at kommentere sagen.
El Confidencial fortæller, at Siemens allerede har været i kontakt med det spanske energiselskab Iberdrola, der er hovedaktionær i Gamesa med en aktieandel på knap 20 pct.
Commerzbank pointerer, at et opkøb af Gamesa vil løfte Siemens globale markedsandel i vindmøllemarkedet til 17 pct. fra 12 pct.
Dermed vil selskabet overgå Vestas, som har en markedsandel på 12 pct. Commerzbank vurderer, at et opkøb kan blive i størrelsesordenen 5 mia. euro, og Siemens kan betale for opkøbet med eksisterende kreditlinjer.

