Fortsæt til indhold

Byggevaregigant køber hollandsk virksomhed

Grossist- og servicevirksomheden Solar vil vokse og har derfor købt en hollandsk virksomhed. Det oplyser Solar i en fondbørsmeddelelse, hvor koncernen også oplyser nye regnskabstal.

Erhverv

Byggevare- og servicekoncernen Solar køber den hollandske virksomhed MAG45. Det oplyser koncernen i en fondsbørsmeddelelse.

Grossisten, som helst ser sig omtalt som en sourcing- og servicevirksomhed, har købt virksomheden for at opnå vækst først og fremmest, siger adm. direktør i Solar-koncernen, Anders Wilhjelm, i meddelelsen.

»Da ekspansion af vores forretning er en vigtig del af Solars strategi om profitabel vækst, glæder vi os over købet af MAG45 og ser det som første skridt,« siger han og fortsætter:

»Strategisk passer MAG45 godt ind - både i relation til vores fokus på sourcing og service og i forhold til vores interesse for øget eksponering på industriområdet. Rationalet bag opkøbet af MAG45 er først og fremmest vækst.«

Forretningen vil fortsat køre videre under brandet MAG45, ligesom den nuværende ledelse fortsat vil have det fulde ansvar, oplyser Solar, som samtidig oplyser, at man vil forsøge at høste logistiksynergier på tværs af koncernen.

Solar kalder MAG45 for en "supply chain-specialist". Virksomheden, som leverer ydelser inden for strategisk styring af sourcing, logistik og varelager, har mange forskellige industrikunder, men særligt inden for hightech-, fødevare- og medicinalindustrien har virksomheden mange kunder. MAG45 har hovedsæde i Eindhoven, men er til stede i ni lande med 160 medarbejdere.

MAG45 havde en omsætning på 330 mio. danske kroner i 2015. Dermed bliver Solar-koncernen med opkøbet kun en lille tand større procentvis. Samtidig med offentliggørelsen af opkøbet annoncerede Solar regnskabstal for 2015, og her landede omsætningen for de fortsættende aktiviteter på 10,6 mia. kr., mens driftsindtjeningen (EBITA) endte på 296 mio. kr.

Det er lidt højere end i 2014, hvor omsætningen lå på 10,3 mia. kr. og indtjeningen på 117 mio. kr.

Den totale pris for MAG45 på gældsfri basis ventes at lande på omkring 100 mio. kr. og finansieres via Solars likviditetsreserver.

Artiklens emner
Solar
Anders Wilhjelm