Fortsæt til indhold

Ikea på vej med nyt varehus - men må ikke hedde Ikea

Ikea må ikke hedde Ikea. I Indonesien har møbelgiganten tabt en sag om rettighederne til sit eget navn til en lokal virksomhed, der laver kurvefletsmøbler.

Erhverv

Internationale brands har bare at være på vagt i de individuelle lande for at beskytte sit brand.

Det viser Ikea's erfaring fra Indonesien, hvor deres nye varehus ikke må hedde Ikea.

Den indonesiske højesteret har nemlig afgjort, at en lokalvirksomhed har rettighederne til navnet Ikea. Det er på trods af, at Ikea har registreret sit varemærke i Indonesien i 2006 og igen 2010, og at den lokale producent af kurveflet først har registreret det i 2013.

Ifølge kendelsen har Ikea nemlig ikke gjort aktivt brug af navnet i Indonesien i tre år efter, at de havde registreret det, og ifølge lokal lovgivning bliver kravet derefter ugyldigt.

Det skriver flere amerikanske og internationale medier, såsom ABC News og Seattle Times, fredag.

Ikea registrerede senest varemærket i Indonesien d. 27. oktober 2010. Den lokale kurvefletsvirksomhed Ratania Khatulistiwa registrerede Ikea som deres varemærke d. 20. december 2013 og sagsøgte derefter Ikea for at få dem til at opgive navnet.

Allerede tilbage i september 2014 tabte Ikea den første sag, hvilket svenske Ikea appellerede til højesteret. I denne uge kom det frem, at appelsagen er blevet afvist, og at Ikea har mistet rettighederne til at bruge sit eget varemærke i Indonesien.

Ikea har siden 2014 været i fuld færd med at bygge et varehus i Indonesien, og det er nu uvist, hvad de vil stille op. Ikea har endnu ikke kommenteret sagen.

Ikea er en forkortelse for den svenske stifters navn og herkomst: Ingvar Kamprad fra Elmtaryd, Agunnaryd.

Virksomheden Ratania Khatulistiwa hævder, at Ikea er en forkortelse for de indonesiske ord Intan Khatulistiwa Esa Abadi, hvilket efter sigende skulle referere til kurveflet.