Amerikanske jobtal skuffer fælt
Den med spænding ventede rapport over udviklingen på det amerikanske jobmarked i januar giver ikke just anledning til optimisme omkring verdensøkonomien.
Det amerikanske jobmarked mistede en pæn del af pusten fra decembers høje tempo i januar - og skuffede klart analytikerne.
De såkaldte 'kongetal' lander på 158.000 nye job, langt under decembers 292.000 job og markant under konsensus-forventningerne på 190.000 job.
Til gengæld falder den samlede arbejdsløshed fra 5,0 til 4,9 pct. - her var forventningen på 5,0 pct. De 4,9 pct. er det laveste niveau siden februar 2008, inden finanskrisen for alvor accelererede. Samtidig stiger den gennemsnitlige timeløn med 0,5 pct. mod en forventning på 0,3 pct.
»2016 har været præget af turbulens både på aktiemarkederne, i Kina og i de mest olieafhængige økonomier. Der har derfor også været spekuleret i, om den internationale usikkerhed får luften til at gå ud af USA's økonomi. (..) Dagens kongetal for jobskabelsen kunne dog godt antyde, at tempoet er på vej nedad i verdens største økonomi,« skriver cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, i en kommentar.
Han bakkes op af kollegaen fra Dansk Erhverv.
»Dagens tal viser, at tempoet er gået en smule af amerikansk økonomi – men det er dog værd at erindre, at der fortsat er jobvækst, og ledigheden er nu nået ned på et niveau, som faktisk er ganske lavt. Vi vurderer derfor også, at den amerikanske centralbank kommer til at sætte renten op i løbet af i år – men det kommer til at ske i et meget lavt tempo,« skriver cheføkonom Steen Bocian i en kommentar.
Markederne har umiddelbart reageret relativt afdæmpet på tallene, hvilket kan antyde at det overordnede budskab aflæses som blandet.
Samme reaktion ses da også i vid udstrækning fra observatører på det sociale medie Twitter.
Tallene fra jobrapporten har været ventet som et slags bud på, hvor dybt såret fra den verdensomspændende finansielle uro har sat sig i USA's økonomi, og kommer efter en uge, der formentlig ender med at byde på den mest markante svækkelse af dollaren siden 2009.
I november var stærke tal fra samme rapport med til at åbne op for den rentestigning, den amerikanske centralbank, The Fed, gennemførte i december.
Inden rapporten lød forventningerne på 190.000 nye job ifølge mediekæmpen Bloombergs panel af analytikere.
Forventningerne var dermed relativt lave i forhold til de 292.000 job, december bød på. En udvikling, der formentlig har været understøttet af et stigende antal ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse.
Forventningen til arbejdsløsheden i sig selv lå på 5 pct. - samme tal som december bød på.

