Bankerne fortsætter gode takter: Efterlever ankenævns afgørelser for andet år i træk
Pengeinstitutankenævnets statistik for i fjor viser et stabilt antal klager og afslører en postitiv tendens hos bankerne.
Antallet af klager er stabiliseret efter finanskrisen, og Pengeinstitutankenævnets afgørelser bliver for andet år i træk fulgt af bankerne.
I årene efter krisen gik bankerne ellers ofte imod nævnets afgørelser, hele 40 afgørelser blev ikke efterlevet i 2010, men den tradition er altså nu for alvor brudt.
Pengeinstitutankenævnets statistik viser, at lidt over 450 sager blev afgjort i fjor, i 30 tilfælde gik afgørelsen bankerne helt eller delvist imod, men modsat tidligere blev alle afgørelserne efterlevet. Det er nu andet år i træk.
»Det har været glædeligt at se. Det er ikke os, der har stået på nakken af bankerne, men det har været oppe mellem bankerne og Finansrådet,« siger Ulla Wulff Kjær, direktør i Pengeinstitutankenævnet, om de gode takter.
Hos Finansrådet, der er bankernes interesseorganisation, vil de gerne medgive at have spillet en rolle i udviklingen.
»Vi har en henstilling til bankerne, om at de efterlever ankenævnets afgørelser, når de er enstemmige. Så vi har skubbet på for det,« siger Kenneth Joensen, juridisk direktør i Finansrådet.
Det samlede antal indleverede klager har stabiliseret sig lige over 400 de sidste tre år. Både Pengeinstitutankenævnet og Finansrådet forventer, at det også vil være niveauet fremadrettet, såfremt der ikke kommer nye regler på området.
»Det er rimeligt, at det ligger i det lag. Jeg tror det er svært at nå til et punkt, hvor der slet ikke er nogen twister, set i forhold hvor mange bankkunder og rådgivningssituationer, der er,« siger Kenneth Joensen.


