Håndværkernes "Momondo-tjeneste" vil erobre kunder i nabolande
Der er et loft over, hvor mange danske kunder iværksættervirksomheden Ordrestyring.dk kan få. Derfor vil virksomheden satse på Sverige og Norge også.
Ny integreret prissammenligningstjeneste og webshop a'la rejsesøgemaskinen Momondo skal være med til at kapre nye kunder i Sverige og Norge. Tjenesten er dog ikke rettet mod flypassagerer, men i stedet mod vvs'ere og elektrikere.
»Vi er lige startet op i Sverige, og vi forventer at starte op i Norge på den anden side af sommerferien. Derefter vil vi måske satse på Finland. På et eller andet tidspunkt rammer vi et loft i Danmark, og derfor vil vi gerne udvide til udlandet,« siger adm. direktør og medejer af Ordrestyring.dk, Carsten Schou Rasmussen.
Ordrestyring.dk tilbyder et digitalt administrationssystem, som bl.a. samler aftaler, ordrer samt fakturering. Som noget nyt har Ordrestyring.dk i samarbejde med virksomheden Klarpris fået en ny webshop. I stedet for at klikke sig ind på de forskellige grossistvirksomheders hjemmesider kan håndværkeren finde de billigste varer igennem webshoppen.
Carsten Schou Rasmussen forventer, at virksomheden kan få 50-60 kunder i Sverige, inden det bliver sommer.
De kommende medarbejdere, der skal servicere det svenske og norske marked, skal kunne tale sproget, men sidde på kontoret i København.
»Det er vigtigt for os, at de er her, i stedet for at de f.eks. sidder på et kontor afskåret fra resten af virksomheden. Det er vigtigt, at de er en del af startup-miljøet her og forstår, hvordan vi gør tingene,« forklarer direktøren.
I Danmark har Ordrestyring.dk på nuværende tidspunkt 700 virksomhedskunder og i alt 4.300 brugere, og der er ifølge Carsten Schou Rasmussen stadig flere kunder at hente:
»De seneste 12 måneder har virksomheden virkelig taget fart. Vi får mellem 40-80 kunder om måneden, og vores mål er at nå 1.000 kunder inden 30. juni.«
I jagten på nye kunder er konkurrerende virksomheder ifølge Carsten Schou Rasmussen ikke den største rival:
»Vores allerstørste konkurrent er post-its og Excelark. En ældre vvs’er, der er på vej på pension, er nok svær at få over i de digitale systemer, men der er ofte generationskifte, og dér har vi gode muligheder.«

