Fortsæt til indhold

Dansk deleboligsite køber op i udlandet og jagter nye millioner

Findroommate vil udrulle sit koncept i adskillige europæiske lande. Men det kræver formentlig kapital udefra.

Erhverv

Det danske deleboligkoncept Findroommate fortsætter sin udenlandske ekspansion.

Således har selskabet, der er stiftet i 2009 af iværksætterne Kristian Matthes og Savo Pekic, netop købt det hollandske boligsøgningssite Kamers in Nederland. Købsprisen holdes hemmelig.

I forvejen er Findroommate aktiv i Sverige og USA, og med tilføjelsen af Kamers in Nederland sikres yderligere 90.000 brugere til det fremadstormende danske boligsite.

»Det er en stor investering, som har tæret godt på pengepungen. Men købet har givet os en smutvej ind på det hollandske marked, der er meget attraktivt for en virksomhed af vores type,« siger adm. direktør Kristian Matthes.

Findroommate gør det muligt at finde bofæller og deleboliger gennem et abonnementsbaseret site. Boligsøgende kan lave deres egen profil, få anbefalinger og derved skabe deres eget bolig-CV.

Kristian Matthes fik idéen til siden, da han som ung slagtersvend forgæves ledte efter en bofælle i København i Den Blå Avis. Det er nu syv år siden.

I dag beskæftiger Findroommate otte personer, leverer solide overskud og har rundet 160.000 brugere. Omsætningen vil Kristian Matthes ikke ud med, men den voksede med 30 pct. i det forgangne år, fortæller han.

»De penge, vi tjener, bruger vi på at investere i virksomheden. Vi er selvfinansierende hele vejen igennem, men skal måske snart ud og finde ekstern kapital. Vi er ikke færdige med at købe op og ekspandere, så vi får brug for ny kapital udefra,« siger Kristian Matthes.

De næste to-tre år er planen at rulle konceptet ud i blandt andet Storbritannien, Frankrig og andre lande med stor befolkningstæthed i byerne.

Vores koncept er ens i alle lande. Der er mange steder, vi gerne vil hen, ikke kun i Europa. Og målet er at vokse hurtigt.
Kristian Matthes, adm. direktør i Findroommate.

For ikke mange måneder siden indtog Kristian Matthes og co. det amerikanske marked, da de indgik et samarbejde med udlejningsgiganten ForRent.com, der har 25 mio. besøg om året.

Desuden har Findroommate udviklet en app, SplitCost, der hjælper bofæller med at holde styr på de fælles udgifter.

»Vores koncept er ens i alle lande. Der er mange steder, vi gerne vil hen, ikke kun i Europa. Og målet er at vokse hurtigt,« siger den 30-årige Kristian Matthes.

I Danmark har Findroommate cirka 70.000 brugere.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.
Artiklens emner
Findroommate