Bidragsballade: Kun én bank vil tilbyde kunder kontant bonusordning
Indtil videre ser kun Arbejdernes Landsbank ud til at ville kompensere kunder, der bliver ramt af Totalkredits bidragsstigninger, med et kontant beløb.
Mens kunder i Arbejdernes Landsbank kan se frem til en økonomisk kompensation, hvis de i forbindelse med deres boliglån i Totalkredit bliver ramt af de aktuelle bidragsstigninger, så må kunder i mange andre banker klare den selv.
En rundringning til en række af landets banker, der samarbejder med Totalkredit om boliglån, viser, at de ikke har planer om at følge trop.
»Nej. Allerede for et halvt år siden gjorde vi realkredit til et kerneprodukt i vores kernefordelsprogram. Vælger man Totalkredit, får man generelt adgang til lavere priser på sine bankforretninger i Spar Nord. Det er vi godt tilpas med,« siger Ole Madsen, kommunikationsdirektør i Spar Nord.
Stort set samme svar får man i Handelsbanken og Vestjysk Bank, der er to andre af de 60 banker, sparekasser og andelskasser i Totalkredit-samarbejdet.
»Det har vi ingen planer om. Vores kunder har for langt størstedelen et prioritetslån, så de bliver ikke på samme måde ramt af det,« siger Ulrik Johannessen, der er direktør for Privat og formueområdet i Handelsbanken.
Det er ikke en tanke, vi overhovedet har beskæftiget os med endnu. Nu vil vi vurdere situationen og overveje, om vi skal lave et modtræk, men der er ingen konkrete planer i skuffen.Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank
Og fra Lemvig lyder det:
»Vi har drøftet det internt og gør for nærværende ikke noget, men afventer situationen,« siger Jan Ulsø Madsen, adm. bankdirektør i Vestjysk Bank.
Samtlige kunder i Arbejdernes Landsbank med F5-lån og fast forrentede lån gennem Totalkredit får udbetalt en kontant kompensation på i gennemsnit 1.000 kr. om året pr. lånt million. Bonussen vil blive udbetalt hvert år som en konsekvens af de stærkt upopulære stigninger i bidragssatsning hos Totalkredit/Nykredit.
Har man F1 eller F3-lån får man til gengæld ikke noget.
»Det forekommer mig som en marketingidé. Det er kunder med de korte lån uden afdrag, som bliver hårdest ramt af bidragsstigningerne. Og som jeg ser det, er det primært lån i den modsatte ende af skalaen, som bliver tilgodeset i Arbejdernes Landsbank,« siger Ole Madsen fra Spar Nord.
Men det er selvfølgelig aldrig populært, at kunder skal betale mere for det samme produkt. Vi har også fået mange henvendelser fra kunder, der kontakter ledelsen eller de lokale afdelinger.Ole Madsen, kommunikationsdirektør i Spar Nord
Heller ikke i landets fjerdestørste bank, Sydbank, eller Jutlander Bank har man planer om at kompensere kunderne efter den model, der tegner sig i Arbejdernes Landsbank.
Totalkredit/Nykredit har valgt at hæve afgiften under henvisning til, at der er behov for en større mængde kapital i selskabet af lovgivningsmæssige årsager.
Planen er, siger man, at kunderne senere vil blive kompenseret for stigningerne i bidragssatsen i form af bonusprogram kaldet Kundekroner. Realkreditinstituttet er dog blevet mødt af en storm af vrede kunder.
Det har man blandt andet mærket i Handelsbanken.
»Det giver noget røre det her, og vi kan mærke, at der er mange i øjeblikket, der ønsker rådgivning og spørger om boliglån,« fortæller Ulrik Johannessen.


