Fortsæt til indhold

Ekspert: Fona får det svært

Den kriseramte elektronikkæde Fona skal lukke 25 butikker og fyre flere hundrede medarbejdere. Ekspert mener, at elektronikkæden får det svært trods rekonstruktion.

Erhverv

Det er et »nødvendigt skridt«, at Fona nu lukker 25 butikker og fyrer 300 medarbejdere. Det vurderer ekspert i detail- og dagligvarehandel Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia.

»Fona har været nødt til at vise handlekraft. Omsider tager man konsekvensen af, at man ikke har kunnet få klaveret til at spille ved at lukke de underskudsgivende butikker og lave en basisorganisation. Det er et nødvendigt skridt, for ellers kan du ikke fremlægge et seriøst oplæg til en eventuel investor.«

Men selv om Fona altså skærer drastisk ind til benet, vil elektronikkæden fortsat få det svært.

»Fona er i en meget vanskelig branche, hvor du har nethandel til op over begge ører. Og så har du duellen mellem Elgiganten og det nye Power-koncept. Det er i det game, Fona skal passe ind i, og det er lidt op ad bakke. Hvis de har nogle rigtig gode beliggenheder tilbage med de resterende 31 butikker, så er spørgsmålet, om det kan give konkurrencekraft i den nye struktur,« siger Henning Bahr.

»Vi må gå ud fra, at Fona tror på, at de resterende butikker har en beliggenhed, der er overlevelsesdygtig. Men jeg tror ikke, det er en let opgave. Slet ikke, hvis Power gør alvor af ganske hurtigt at få dækket Danmark af med 15-20 varehuse,« fortæller han.

Henning Bahr forudser, at Kjær-familien har en fremtid i det rekonstruerede Fona:

»Hvis jeg var investor, så ville jeg mene, at dem der har stået med ansvaret, stadig skal have hånden på kogepladen i nogle år.«

Artiklens emner
Fona