Chef beklager: Fona-medarbejdere fyret i medierne
De ansatte måtte læse om forretningslukninger og afskedigelser i medierne.
Chefen for elektronikkæden Fona, der fredag morgen meddelte, at det bliver nødvendigt at lukke butikker og afskedige omkring 300 medarbejdere, har givet de ansatte i koncernen en uforbeholden undskyldning, for den måde beskeden blev givet på.
Det skriver DR Nyheder, der er i besiddelse af en mail, som Michael Kjær har sendt rundt til de ansatte. Michael Kjær er administrerende direktør i F-Group, der ejer Fona-butikkerne.
I mailen lægger direktøren skylden over på de udpegede kuratorer, der arbejder med en rekonstruktion af elektronikkæden.
»Vores uforbeholdne beklagelse for den meget uheldige mediehåndtering, som er udvist fra Rekonstruktørernes side her til morgen,« hedder det i mailen.
Pressemeddelelsen om lukning af 25 butikker og afskedigelse af 300 medarbejdere blev sendt ud, før de ansatte var orienteret om sagen.
I mailen konstaterer direktøren, at ledelsens interne plan dermed blev torpederet.
»Vi beklager dybt, at dette er sket og må konstatere, at kommunikation er en vanskelig størrelse,« skriver Michael Kjær.
Familien Kjær ejer 60 pct. af Fona, men den norske elektronikvirksomhed Elkjæp Nordic er resten.
Michael Kjær har over for DR Nyheder afvist at kommentere sagen.
Fona-ledelsen besøger fredag de berørte butikker for at orientere om situationen.


