Fortsæt til indhold

Fagforbund: Ikke særlig dansk, Danske Bank

Danske Banks fyringer og udflytninger af job er lig med manglende samfundsansvar, mener bankernes største fagforening.

Erhverv

Når man kalder sig Danske Bank bør man også have et vist samfundsansvar. Men det svigter banken lige nu, mener de bankansattes største fagforening, Finansforbundet.

Meldingen kommer efter Danske Bank har opsagt 43 medarbejdere fra bankens it-gruppe.

Banken har løbende gennem de seneste år rykket især it- og supportfunktioner til Litauen og Indien, hvor ca. 10 pct. af samtlige ansatte sad ved seneste tilgængelige optælling.

Og den trend passer det seneste træk ind i, mener man i Finansforbundet.

»Den her fyringsrunde lugter langt væk af udflytning af arbejdspladser til fordel for billigere arbejdskraft. Og det kan undre, at netop Danske Bank ikke føler et større samfundsansvar i forhold til at skabe og sørge for at holde på de danske arbejdspladser,« lyder det i en pressemeddelelse fra Finansforbundets formand, Kent Petersen, der også især ærgrer sig over, at Danske Bank skærer ned på en front, hvor der burde udvikles

»Ikke mindst inden for it, hvor der bliver investeret så mange penge i nye digitale produkter og it-udvikling, og hvor vi i Danmark har en gylden chance for at blive frontløber i Norden inden for fintech.«

Danske Bank skrev tidligere på dagen i en mail til Finans, at fyringerne skyldtes den gradvise udvikling af banken.

»Vi skal hele tiden sikre, at vi har den rigtige sammensætning af kompetencer på tværs af lande og forretningsområder. (..) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at it og it-udvikling forbliver et vigtigt satsningsområde for Danske Bank,« lød det fra pressechef Kenni Leth.

Artiklens emner
Danske Bank
Finansforbundet