Selvkørende bil rammer bus - Google tager kun noget af skylden
Google påtager sig en del af ansvaret for, at en af selskabets førerløse biler kørte ind i en bus i Californien. Nu vil giganten justere softwaren.
En selvkørende bil er ikke lig med nul uheld. Det kan Google konstatere, efter at deres selvkørende bil ramte en bus med 15 passagerer om bord. Google påtager sig nu en del af ansvaret, men ikke det hele. Det skriver Reuters.
»Vi bærer åbenlyst noget af ansvaret, for hvis vores bil ikke havde bevæget sig, ville der ikke have været et sammenstød. Når det er sagt, så troede vores testkører, at bussen ville sænke farten eller stoppe op for at lade os flette ind i trafikken, og det ville der have været nok plads til,« skriver Google.
Søgemaskinegiganten siger dog samtidig, at den slags misforståelse, der førte til uheldet, sker hver dag blandt menneskelige bilister på vejene.
Biluheldet skete 14. februar nær Googles hovedkvarter i Mountain View i Californien. Googles bil forsøgte at komme forbi nogle sandsække, men i stedet for at ramme dem, ramte bilen en forbikørende bus.
Google vil på baggrund af uheldet lave justeringer i sin software til den selvkørende bil, så bilerne forstår, at busser og andre store køretøjer er mindre tilbøjelige til at holde tilbage, end andre typer af køretøjer er.
Ingen kom til skade, da Googles bil ramte siden af bussen, ud over de materielle skader på køretøjerne. Myndigheder i Californien vil ifølge Reuters undersøge omstændighederne ved uheldet for at fastslå, hvem der bærer ansvaret.
I efteråret meldte Google ud, at Googles selvkørende bil har været involveret i 17 mindre uheld i løbet af en projektperiode på seks år, og at det ikke var bilens skyld nogen af gangene. Sammenstødet med bussen er altså det første uheld, hvor Google påtager sig noget af ansvaret i stedet for at sige, at andre bilister - i kød og blod - var skyld i uheldet.


