Fortsæt til indhold

Zealand Pharmas blodpropmiddel flopper

Biotekselskabet Zealand Pharmas må konstatere, at læggemiddelkandidat Danegaptid slet ikke lever op til forventningerne efter grundige forsøg.

Erhverv

Det børsnoterede biotekselskab Zealand Pharma havde håbet, at selskabets potentielle lægemiddel Danegaptid kunne hjælpe med følgeskader fra bloppropper - men midlet viste reelt slet ingen effekt.

Dermed må Zealand Pharma sande, at det ikke lykkedes at udbygge selskabets pipeline med Danegaptid, der igennem længere tid er blevet testet på en lang række patienter på Rigshospitalet.

»Fremadrettet vil vi fokusere vores ressourcer på de mange aktiviteter, vi har i gang relateret til vores voksende pipeline af egne, nye produkter i udvikling,« siger direktør Britt Meelby Jensen i en skriftlig meddelelse fra selskabet.

Direktøren afviser dog, at det var en fejl at køre et fase II forsøg med det potentielle lægemiddel

»Med udgangspunkt i de positive resultater, vi har set med danegaptid i prækliniske studier, er vi stadig overbeviste om, at det var en relevant mulighed at undersøge til trods for, at dette sygdomsområde er meget udfordrende, og at mange andre lægemiddelkandidater tidligere har fejlet,« udtaler Britt Meelby Jensen.

Meddelelsen fra Zealand Pharma kommer i forlængelse af, at selskabets aktiekurs har været under markant pres de sidste tre måneder, hvor virksomhedens aktie er faldet med over 20 procent.

Zealand-direktøren understreger dog, at man nu vil fokusere på at udvikle de øvrige lægemiddelkandidater i virksomhedens pipeline.

Zealand Pharmas største aktiv er selskabets første lægemiddel Lyxumia, der findes i to udgaver. Her afhænger meget af, hvorvidt medicinalgiganten Sanofi Aventis formår at skabe en kommerciel succes ud af det danske selskabets lægemiddel.

Artiklens emner
Zealand Pharma
Dansk Biotek