Fortsæt til indhold

Boconcept-chef: Pænt salg og lavere omkostninger bag opjustering

Erhverv
/ritzau/FINANS

Møbelvirksomheden Boconcept smed torsdag endnu en opjustering af forventningerne på bordet i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets regnskab for tredje kvartal.

Det er tredje gang i løbet af det forskudte regnskabsår 2015/2016, at møbelkæden hæver forventningerne til året. Den højere prognose er især drevet af et positivt salg de seneste måneder, fortæller selskabets administrerende direktør, Torben Paulin.

- Da vi gik ind i året sagde vi, at vi forventede faldende eller stagnerede omsætning i og med, at vi har færre butikker og færre lanceringer af nyheder i år. Men vi har jo bare fået omsætningsvækst i stedet, og derfor har vi kunnet opjustere et par gange tidligere, og det gør vi også i dag, siger han til Ritzau Finans.

Også de lavere driftsomkostninger har stor betydning for virksomhedens opjusterede prognose. Ifølge direktøren kommer de dels fra færre hensættelser totalt på debitorer og faktuelle besparelser i driften i form af blandt andet færre medarbejdere og omkostninger end tidligere.

Boconcept opjusterede i torsdagens regnskab forventningerne til hele 2015/16 til en omsætningsvækst på cirka 8 pct. og en EBIT-margin i niveauet 9 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst på 7-8 pct. og en EBIT-margin i niveauet 7-8 pct.

Artiklens emner
Boconcept