Fortsæt til indhold

Entreprenør hiver millioner ud af byggeprojekter

Entreprenørkoncernen KPC har fordoblet sin størrelse på fem år og tjener samtidig flere penge end de fleste konkurrenter.

Erhverv

Projektudviklings- og entreprenørgiganten KPC runder en omsætning på 2,2 mia. kr., viser nyt årsregnskab for 2015. Overskudsgraden ligger på 7,9 pct., som er et niveau, de færreste konkurrenter i byggesektoren kan prale af.

»Grunden til, at vi lykkes, er, at vi ikke laver fejl. Det hænger sammen med, at vi har erfarne folk, hvor grundstammen har været der i rigtig mange år, og at vi er tro mod den niche og de konstruktionsprincipper, vi er blevet gode til,« siger Bo Boulund Knudsen, adm. direktør i KPC.

Erhvervsbyggeri, kontorer og boligbyggerier er, hvad KPC, som har øget sit fokus på selv at udvikle projekter, bygger.

KPC's omsætning er lidt mere end fordoblet på fem år, men ifølge Bo Boulund Knudsen er det ikke en vækstambition, der driver KPC:

»Omsætningen er ikke det afgørende for os. Vi er projektorienterede og går efter bestemte typer af projekter frem for at jagte vækst.«

I årene lige op til finanskrisen lå omsætningen endnu højere og toppede i 2006 med 3,2 mia. kr., men dengang lå indtjeningen slet ikke på samme niveau. 2007 og 2008 bød f.eks. begge på millionunderskud, mens indtjeningen i de efterfølgende år frem til i dag har ligget markant højere.

De seneste fem år har overskudsgraden svinget mellem 7,9 og 13,9 pct. Mange af konkurrenterne stræber efter en overskudsgrad på 5 pct., mens en regnskabsanalyse fra Dansk Aktie Analyse viste, at den gennemsnitlige overskudsgrad for de 50 største entreprenører lå på 3,3 pct. i 2014-regnskaberne.

Bo Boulund Knudsen fortæller, at pipelinen for 2016 ser fornuftig ud. Det samme gælder udsigterne til indtjeningen:

»Hvis vi kan undgå at lave fejl, så forventer jeg et højere resultat i 2016 end i 2015. Man kan nemt blive påvirket i op- eller nedadgående retning – specielt i nedadgående, hvis der sker fejl.«

Den højere aktivitet, entreprenører som KPC oplever, kan dog også byde på udfordringer.

»Som styringsentreprenør er flaskehalse den største udfordring. Det gælder eksempelvis levering af betonelementer, som der er blevet større efterspørgsel på, efter der er kommet gang i byggeriet igen,« siger Bo Boulund Knudsen, som dog ikke forventer, at KPC’s projekter vil blive forsinket af den grund.

KPC-koncernens regnskabstal:

I mio. kr.20152014
Omsætning2.2251.490
Driftsresultat (EBIT)176132
Resultat før skat181132
Resultat efter skat143101
Egenkapital540437
Overskudsgrad i pct.7,98,8
Artiklens emner
KPC
Bo Boulund Knudsen